Voldsommere klima kræver bedre varsling af oversvømmelser

Et billede langs en flod - Vejle
NCKF har brugt Vejle som teststed i udviklingen af modeller, der kan understøtte den oversvømmelsesvarsling, som skal etableres i Danmark. Foto: Istock

Oversvømmelser er dyre for det danske samfund, og ifølge FN’s Klimapanel kan vi forvente et voldsommere vejr – ikke mindst ekstremregn – som følge af global opvarmning. Varsling af oversvømmelser vil give beredskaber, kommuner og borgere bedre mulighed for at håndtere oversvømmelser fra ekstremt vejr. NCKF bidrager med ny viden og udvikling af open source-baserede, hydrologiske vandmodeller til at understøtte bedre oversvømmelsesvarsling.

Hvad har vi undersøgt?

Effektiv varsling af oversvømmelser er stærkt afhængig af nedbørsdata. Danmark mangler vigtig viden om, hvordan nøjagtighed og usikkerhed i både nedbørsmålinger og prognoser påvirker pålideligheden af oversvømmelsesvarsling, og hvor detaljeret i tid og rum modeller for både vejr og hydrologi skal være for at opnå de bedste oversvømmelsesprognoser som grundlag for rettidig varsling.

Hvem kan have glæde af undersøgelsen?

Pålidelig og rettidig varsling af oversvømmelser giver beredskaberne og kommunerne bedre tid og bedre information til håndtere ekstreme oversvømmelser og dermed mulighed for at beskytte kritisk infrastruktur, handel og industri samt sårbare befolkningsgrupper. Kommunerne, vand- og spildevandselskaber kan eksempelvis bruge informationen til bedre styring af pumper, sluser og bassiner for at minimere skaderne.

Hvilke data og metoder har vi benyttet?

Vejle er sårbar over for oversvømmelser fra både Vejle Å og Grejs Å, lokal ekstremregn over byen samt stigende havvand i Vejle Fjord. Derfor bruger NCKF Vejle som pilotområde og teststed i undersøgelserne. Vi bruger DMI’s nedbørsdata og har i samarbejde med WaterITech bidraget til udvikling af en ny open source-baseret, hydrologisk model (SWAT+) sammen med et amerikansk udviklingsteam. Målet er at kunne bruge nedbørsdata i fin opløsning i rum (ca. 1x1 km) og i tid (10-60 minutter).

Hvem har vi samarbejdet med?

Projektet er gennemført som et samarbejde mellem DMI, firmaet WaterITech samt det forsknings- og udviklingsteam fra USDA og Texas A&M universitet, der står bag SWAT modellen. Projektet er udført med data og andre bidrag fra Vejle Kommune og Miljøstyrelsen.

Hvilket resultat fandt vi?

I dette samarbejde har NCKF bidraget til en videreudvikling af den nye open source-baseret hydrologisk model (SWAT+) til bl.a. beregning af oversvømmelsesprognoser. Som nogle af de første i verden har samarbejdet kunne demonstrere dette værktøj med lovende resultater – det er sket ved anvendelse i Vejle Å og Grejs Å.

Hvad kan den nye viden bruges til fremover?

Forskningen er med til at opbygge et videnbaseret fundament for varsling af oversvømmelser samt udvikling af kapacitet inden for prognoser og varsling af oversvømmelser for hele Danmark.

Hvad er vi nu i stand til, som vi ikke var før?

Ved at udnytte nedbørsdata i fin opløsning i rum og tid har Danmark nu en stærk platform til den videre forskning, der kan forbedre vores viden i relation til oversvømmelsesprognoser. Udviklingssamarbejdet af den meget udbredte open source hydrologisk model SWAT+ bidrager samtidig til det globale hydrologiske modelfælleskab.


Få mere viden

Tertiary content, when NOT DK (Country:)