Det globale klima frem til i dag
Klimaforandringer er ikke kun et fremtidsfænomen, men i høj grad også noget, som er sket tidligere, og som sker nu.
I nyere tid var temperaturen på den nordlige halvkugle svagt faldende fra år 1000 og frem til 1800-tallet med store variationer fra år til år.
'Den lille istid' var en kold periode i det 17. til 19. århundrede. Lokale målinger af temperaturen samt historiske dokumenter viser, at der var koldt på store dele af den nordlige halvkugle. Det er bl.a. beskrevet, at der var is på floder, som ikke plejede at fryse til, og at høstudbytte gik tabt.
Siden år 1900 er den globale temperatur steget med omkring 0,8 °C. Stigningerne er især sket mellem 1910 og 1945 og igen siden 1975.
Specielt var 2016 langt det varmeste år, siden vi begyndte at måle. Top 8 over de varmeste år, man har registreret på verdensplan, ser sådan ud:
| 1. | 2016 | 0,797 °C |
| 2. | 2015 | 0,763 °C |
| 3. | 2017 | 0,677 °C |
| 4. | 2018 | 0,595 °C |
| 5. | 2014 | 0,579 °C |
| 6. | 2010 | 0,560 °C |
| 7. | 2005 | 0,545 °C |
| 8. | 1998 | 0,539 °C |
Tallene er afvigelsen fra gennemsnitstemperaturen for perioden 1961-1990.
Det varmeste årti registreret er perioden fra 2007 til 2016. Her lå den globale gennemsnits-temperatur næsten 0,6 °C over temperaturen i den gamle normalperiode fra 1961 til 1990 og cirka 0,28 °C over gennemsnittet for 1981-2010. Det var endda et årti præget af mange situationer med ekstremt vejr. Denne udvikling er fortsat op til i dag.
Den globale overfladetemperatur er målt siden 1800-tallet. Målingerne er blevet foretaget på forskellige måder, men forskellen mellem dem er betydeligt mindre end selve opvarmningen af jorden.
Temperaturerne er steget kraftigere over land end over oceanerne, fordi vandets varmekapacitet (evne til at holde temperaturen) er cirka 4000 gange større end landoverfladens. Der er således et ”efterslæb” af oceanernes opvarmning.
Temperaturerne er også steget kraftigere i polare områder, specielt Arktis, end længere mod ækvator. Det skyldes flere faktorer, blandt andet den såkaldte ”is-albedo-tilbagekobling”. Den går ud på, at fordi is og sne er meget lyst, kaster det størstedelen af solens stråling tilbage. Men når is og sne smelter, erstattes det af mørk jord på land og åbent mørkt havvand, som derimod suger solens stråler til sig, og dermed holder meget mere på varmen. Den absorberede stråling kan således opvarme området yderlige og så videre.
Klimaændringernes indspil
Selvom klimaændringerne ikke direkte er skyld i enkelte hændelser med ekstremt vejr, er det statistisk set helt forventeligt, at omfanget, antallet og varigheden af ekstreme vejrhændelser øges i takt med, at jordens atmosfære opvarmes af den voksende koncentration af drivhusgasser. Og det er præcis det, vi observerer.
Man kan desuden sige, at hændelserne har været kraftigere end de ville have været i et koldere klima. Et godt eksempel er tropiske cykloner, som har brug for varmt vand under sig for at leve og forstærkes.
Men ikke kun temperaturen ændres. Der er også ændringer i andre dele af klimasystemet:
- Den globale vandstand er steget, og stigningshastigheden vokser. Fra 1900 til 1930 var den i gennemsnit ca. 0,6 mm pr. år, fra 1930-1992 var det 1,2 mm pr. år, fra 1993-2015 3,2 mm pr. år, og de seneste målinger fra 2010-2015 ses en stigning på cirka 4,4 mm pr. år. Den største del af stigningen kommer fra ekspansionen af oceanvandet på grund af opvarmningen, men i løbet af de sidste 10 år har Grønland bidraget gennem afsmeltningen af indlandsisen med cirka 1 mm pr. år.
- Iskapper og bjerggletschere smelter mange steder, hvilket bidrager yderlige til vandstandsstigningen.
- Snedækket på den nordlige halvkugle er skrumpet ind.
- Temperaturen er steget i permafrostområder, og det maksimale område, som er dækket af permafrost, er reduceret.
- Der er markant færre frostdage på mellembreddegrader og en stigning i antallet af varme ekstremer. For eksempel var varmebølgen over store dele af Europa i 2003 exceptionelt varm: 1,4 °C over den hidtil varmeste sommer.
- Der er målt stigende vindhastigheder på mellembreddegrader på begge halvkugler.
- Satellitdata viser, at den årlige gennemsnitsmængde af arktisk havis er aftaget med næsten 4 % pr. årti siden 1978 med de største ændringer om sommeren og i efteråret.
- Iskapperne over Grønland og Antarktis mister masse. For Grønland er det område, som afsmeltningen sker fra, blevet større (læs og se mere om Grønlands massebalance her). Omkring Antarktis plejede der at være en lille øgning i den årlige mængde af havis. Den er dog også aftaget de sidste to år. Det største massetab her sker på den antarktiske halvø og på Vestantarktis, mens mængden af is på Østantarktis er vokset lidt.
- Siden 1900 er mængden af nedbør på mellem og høje breddegrader vokset på den nordlige halvkugle, men der er stor usikkerhed, fordi der kun er få og tvivlsomme data fra begyndelsen af århundredet.
- Der er ingen klar tendens i antallet af tropiske cykloner, men alt tyder på, at de stærkeste orkaner i Atlanterhavet er blevet endnu stærkere. Se for eksempel Harvey, Irma og Maria, som hærgede i Caribien og USA i september 2017.
Sideansvarlig Martin Stendel
Opdateret 1. juli 2018
