
14 majdage med masser af sol har udført et lille mirakel med dit ellers iskolde kommende badevand
Vinteren møvede sig ind i foråret med en kold marts, og det satte opvarmningen af dit kommende badevand på stand-by. Ved indgangen til maj for 14 dage siden var det blot mellem 10 og 12 grader, hvor det var varmest.
Men så skete der noget.
Fra den 2. maj og frem til nu, har Solen i snit skinnet mere end 10 timer om dagen, og det er noget, der kan mærkes på vandtemperaturen, forklarer oceanograf Jacob Woge.
"På denne årstid, hvor Solen står højt på himlen, kan dens stråler varme vandet ca. 0,5 grader op pr. dag", siger han.