Voldsomme regnskyl i Japan

Uhørt kraftig regn har efterladt dele af det sydlige Japan i vandkaos med omkomne, savnede og hjemløse.

Særligt øen Kyushu blev hårdt ramt, da ekstreme regnskyl fra onsdag væltede ind over det sydlige Japan, rapporterer internationale medier.

Japanske meteorologer betegner regnmængderne som hidtil usete i visse dele af landet, som på kort tid har fået op til 500 millimeter regn. Det svarer til 2/3 af den samlede danske årsnedbør.

Store områder er oversvømmet af floder, der er gået over deres bredder. En del bebyggelse står ligeledes under vand blandt andet i byen Kumamoto, hvor gader er forvandlet til mudderfloder der blandt andet river biler med sig.

De store regnmængder har udløst flere jordskred, og myndighederne evakuerer op mod 50.000.

De foreløbige meldinger går på, at mindst 19 er omkommet og 8 savnes i oversvømmelser og jordskred.

Det japanske meteorologiske institut venter mere regn både fredag og de kommende dage. Myndigheder forbliver derfor i højeste beredskab, skriver The New Zealand Herald.

12. juli 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle