Ozonlagets Dag – en succeshistorie med lidt malurt i bægeret
16. september er “International Dag for bevarelse af ozonlaget”. Over Arktis er ozonlaget godt kørende, mens Antarktis fortsat døjer med et tilbagevendende hul. Både mod nord og mod syd maner DMI’s forsker i ozon til tålmodighed. Der går mange år endnu, før genoprettelsen af ozonlaget er i mål.
Ozonlaget er et usynligt lag, langt ude i atmosfæren, men ikke desto mindre uundværligt for livet på jorden. Netop derfor vakte det opsigt, da det gik op for forskerne i 1975, at de ozonnedbrydende stoffer, der var blevet udledt siden 1930’erne, mæskede sig i ozonlaget, og nu begyndte at efterlade enorme huller i det beskyttende lag.
Alvoren var ikke til at komme uden om, og i 1987 blev Montreal-protokollen vedtaget, og et globalt forbud mod ozonnedbrydende stoffer blev sat i søen.
Genoprettelsen af ozonlaget er dog en langsom affære, og der gik yderligere 10 år, før de vedtagne reguleringer kunne ses på målingerne af ozonlaget.
Trods gode målinger over København er der langt endnu.
De seneste 20 år har ozonlaget generelt været i bedring, men det er en proces med op- og nedture, og især over Antarktis, hvor et markant hul vender retur hver vinter, går helingen trægt.
Nedbrydningen af ozon kræver sollys og ekstremt lave temperaturer, forhold der ’normalt’ finder sted over Arktis og Antarktis i det tidlige forår.
Målinger over Arktis i 2024 viser dog usædvanligt høje værdier for ozonlaget, og man kunne forledes til at tro, at vi allerede var i mål.
Der er dog lang vej igen, siger Helge Jønch-Sørensen, forsker i ozon hos Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI.
– Nedbrydningen af ozon går stærkest, når det er koldt. I år har det været varmere end normalt i stratosfæren over Arktis, og nedbrydningen af ozon har ikke kunnet foregå. Desuden har strømningsforholdene i længere tid i 2024 trukket ozonrig luft fra troperne til vores breddegrader. Alt i alt resulterede det i, at ozonlaget over meget af den nordlige halvkugle var exceptionelt tykt. Det samme er sket tidligere år, senest 2010 og 2013.
Den blå linje markerer det år, hvor Montreal-protokollen blev vedtaget og et globalt forbud blev sat i værk mod ozonnedbrydende stoffer.
DMI har målt ozonlagets tykkelse siden 1993. Før da brugte man satellitter til at estimere værdien.
Ifølge WMO forventes ozonlaget over den nordlige halvkugle, undtaget Arktis, at være genopbygget i 2040 – altså tilbage til niveauet for 1980.
Det mener Helge Jønch-Sørensen fortsat er realistisk, når man kigger på tendensen over de seneste 20 år, der i øvrigt viser samme udvikling af ozonlaget over Kangerlussuaq i Vestgrønland.
Ozonlaget over Antarktis
Ekstrem kulde over Antarktis gør, at forholdene her er særligt gode for nedbrydning af ozon.
Her dannes hvert år i løbet af august et reelt hul i ozonlaget, der kan vare helt til december. Her er al ozon praktisk talt forsvundet i en stor del af stratosfæren fra 14 til 20 km’s højde.
Størrelsen af ozonhullet over Antarktis er derfor den kraftigste markør for de ozonnedbrydende stoffers indflydelse. Først omkring 2060 forventer WMO, at hullet ikke længere vender retur, og at ozonlaget dermed er fuldstændig genoprettet.
På den sydlige halvkugle, er det tydeligt, at Montreal-protokollen blev vedtaget i sidste øjeblik. Da Montreal-protokollen blev vedtaget, i 1987, var ozonhullet vokset fra næsten ingenting til at dække et areal på 20 millioner km² - på kun 7 år. Et areal 1.5 gange større end arealet af Antarktis.
Hullet i ozonlaget over Antarktis toppede i 2000 med et areal tæt på 30 millioner km² og har været svagt dalende lige siden.
Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling (uv) fra solen, for med et svækket eller manglende ozonlag vil en så stor mængde kortbølget uv-stråling nå ned til jordoverfladen, at alt levende på jorden vil være truet.
Det største ozonhul opstår hver vinter over Antarktis. På den nordlige halvkugle har nedbrydningen af ozon sværere ved at finde sted, og huller i ozonlaget er derfor mere sjældne over Arktis.
Ozon nedbrydes under ekstremt lave temperaturer i 12-30 km’s højde – det lag i atmosfæren, der kaldes stratosfæren.
Det vurderes, at Montreal-protokollen sammen med adskillige senere tilføjelser og justeringer har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99 %.
- Uv-stråling er en del af det usynlige lys fra solen
- U-stråling består både af uva, uvb og uvc-stråler, hvor uvc-strålerne stoppes af ozonlaget og ilten i atmsofæren og dermed ikke når ned til jorden. Uvb stoppes kun delvist af ozonlaget, mens uva når næsten uhindret ned til jorden.
- Både uva- og ubv-stråling er skadelige og kan bl.a. give kræft i huden.
Læs mere om uv-stråling på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Montreal-protokollen blev vedtaget den 16. september 1987 af en stor del af verdens nationer. Aftalen går ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter.
Sidst i 1990’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.
Det vurderes, at uden Montrealprotokollens begrænsning ville der frem mod 2030 konstateres to mio. flere tilfælde af hudkræft om året på verdensplan.
DMI deltager, sammen med Miljøstyrelsen, i det internationale samarbejde om at overvåge ozonlagets tilstand blandt andet ved målinger i Grønland og Danmark.
De ozonnedbrydende gasser også er meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med en virkning svarende til 130 mia. tons CO2.
De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har dog vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser. Målet er at reducere udledningen med 80 % over de næste 30 år.
