Her er basis for vores klimatilpasning
Danmarks klima i nutiden og fremtiden er beregnet mere realistisk og i hidtil fineste detaljegrad med den nye klimamodel, Harmonie-Climate. Det giver os bedre basis for fremtidige klimatilpasninger.
Hvad har vi undersøgt?
NCKF er begyndt at anvende klimamodellen Harmonie-Climate i samarbejde med et internationalt modelkonsortium. Vi har brugt modellen til blandt andet at simulere vejret i en 3-dimensionel gitterafstand på 750 meter. Information om klimaet i Danmark med et tern på 750 meter er enestående for en klimamodel og kræver månedlange beregninger, selv på en supercomputer.
Den meget høje opløsning giver et mere realistisk billede af, hvor i Danmark regnen falder, end det er tilfældet med simuleringer i grovere opløsning. NCKF er særligt gået i gang med at undersøge ekstremnedbør, som forventes at blive beskrevet bedre ved høj opløsning.
Hvem kan have glæde af undersøgelsen?
Detaljeret viden om fremtidige klimaforandringer vil være meget nyttig for forskellige former for klimatilpasning i f.eks. landbrug, hydrologi, byplanlægning, kystsikring og byggeri.
Hvilke data og metoder har vi benyttet?
NCKF har lavet beregninger, der dækker Danmark, for fire år for månederne april-oktober i 750 meters gitterafstand. De måneder er udvalgt, fordi de dækker den typiske skybrudssæson.
Derudover har NCKF bidraget til produktion og analyse af klimafremskrivninger for Skandinavien i tre kilometers gitterafstand. Vi er ved at analysere begge datasæt og vil fortsætte med det i de kommende år.
Ved at sammenligne stationsobservationer af f.eks. nedbør med de nye simuleringer i meget høj detaljegrad er det planen at producere et korrigeret datasæt, der vil være geografisk realistisk over hele landet, samtidig med at det svarer til observationer i de punkter, hvor der står nedbørsmålere.
Hvem har vi samarbejdet med?
DMI er en del af et internationalt konsortium bestående af nationale meteorologiske institutioner i Sverige, Norge, Finland, Holland, Irland og Spanien. På nuværende tidspunkt, hvor vores egne erfaringer med klimamodellen Harmonie-Climate er begrænsede, er det af meget stor nytte at kunne trække på den etablerede viden hos de andre partnere.
Hvilket resultat fandt vi?
NCKF har nu simuleringer, der beskriver klimaet i Danmark bedre, end vi havde før. Analyserne er ikke færdige, men der er allerede dokumentation for, at mange aspekter af klimaet er betydeligt bedre beskrevet end med tidligere modeller med større gitterafstand.
Hvad kan den nye viden bruges til fremover?
Sammen med andre simuleringer med klimamodeller får vi viden, der kan benyttes som basis for alle former for klimatilpasning. Som det er tilfældet i almindelighed, vil også de nye data på sigt blive offentligt tilgængelige, så de vil kunne bruges som input til forskellige effektmodeller inden for f.eks. hydrologi, landbrug eller stormfloder.
Som eksempel har vi stadig kun få beregninger i høj opløsning, hvilket gør det vanskeligt at vurdere usikkerheden af resultaterne. For bedre at kunne estimere usikkerhederne, er vi derfor nødt til at finde måder at kombinere de få simuleringer i høj opløsning med de mange eksisterende simuleringer i lavere opløsning.
Hvad er vi nu i stand til, som vi ikke var før?
Vi har fået nye simuleringsdata i højere rumlig opløsning end før, som er mere realistiske og som vil give mere nøjagtige bud på fremtidens klima. Dette vil kunne give bedre viden om klimaet, både det nuværende klima og de forventede klimaforandringer i Danmark.
Få mere viden
- DMI Rapport 22-12: DMI Rapport 22-12 – "Harmonie-Climate developments at the DMI in 2021" (PDF)