Klimanormaler og vejrekstremer
Klimanormaler
Hver måned, hver sæson og hvert år gøres vejret op i Danmark, Færøerne og Grønland. Hvor varmt har det været, hvor meget nedbør er der faldet, hvor meget har solen skinnet? Ud fra disse opgørelser beskrives det danske klima som et gennemsnit af vejret inden for 30-årsperioder, det vi kalder for ’klimanormaler’.
Klimanormaler bruges som reference til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder til i dag og det forventede fremtidige klima. For at kunne sammenligne værdier over hele verden i samme periode er det internationalt aftalt, at normalværdier for årene 1901-30, 1931-60, 1961-90 og 1991-2020 beregnes i alle lande. Derudover arbejdes der også med andre referenceværdier for eksempel for 10 år eller 20 år.
Vejrekstremer
Når vejret er ekstremt, gøres hændelserne op for Danmark, Grønland og Færøerne. Ekstremt vejr dækker over rekorder for temperatur, nedbør, solskin og andre meteorologiske ekstremer såsom lufttryk, vindhastighed og vandstand. I Danmark er registreringerne foretaget siden 1874, soltimer dog først fra 1920. Bemærk, at alle nye rekorder fra 2019 og frem angives med en præcision på en decimal. Ældre rekorder angives i heltal.