Videnskabsetisk rådgiver
DMI har etableret en Videnskabsetisk rådgivnings-funktion til at håndtere eventuelle klager over videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis.
Det er vigtigt for DMI at bevare sin position som troværdig skaber og formidler af viden om vejr, klima og hav, og sammen med DMI’s forskere vil rådgiveren sikre et vedvarende fokus på høj kvalitet i instituttets forskning.
Den Videnskabsetiske rådgiver kan man gå til i fortrolighed i tilfælde, hvor medarbejdere eller eksterne parter har en mistanke om, at en forsker har handlet uredeligt eller på anden vis har pådraget sig ansvar for tvivlsom forskningspraksis.
Rådgiveren tager imod henvendelser og sørger for, at disse bliver tilstrækkeligt belyst i samråd med forskningschefen. Alle sager, hvor der er begrundet mistanke om videnskabelig uredelighed, vil blive forelagt DMI’s ledelse og videresendt til behandling hos Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
Du kan indgive anmeldelse til den Videnskabsetiske rådgiver ved at ringe til DMI’s kundeservice på tlf. 39157500. Når du ringer til kundeservice vil du blive bedt om uddybende information, for eksempel:
- den artikel eller afhandling, som henvendelsen vedrører
- forskerens navn
- begrundelse for henvendelsen, herunder hvordan forskeren har handlet uredeligt
Kundeservice vil tage imod anmeldelsen og videregive den til rådgiveren til behandling. Skulle der være brug for uddybende oplysninger, vil rådgiveren kontakte dig direkte. Alle henvendelser er fortrolige.
Beslutningen om at have en DMI Videnskabsetisk rådgiver er begrundet i den nye lov om videnskabelig uredelighed, som trådte i kraft den 1. juli 2017 ( Lov nr. 383 af 26/04/2017, med titlen ”Lov om videnskabelig uredelighed m.v.”.) Ifølge denne lov er danske forskningsinstitutioner forpligtet til at modtage anmeldelser om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis, som relaterer sig til deres egen forskning.