Drivhusgasser
Drivhusgasser findes naturligt i Jordens atmosfære og har en særlig egenskab: Gasserne lader Solens varmende stråler slippe ned til Jorden, og forhindrer en del af varmen fra Jorden i at undslippe igen.
De vigtigste drivhusgasser er kuldioxid (CO2), vanddamp (H2O), Metan (CH4) og Ozon (O3). Herudover findes der en række andre betydningsfulde drivhusgasser, blandt andet industrigasser og lattergas.
Drivhusgassers evne til at holde på varmen
Solen sender kortbølget stråling ned mod Jorden, hovedsagligt i form af synligt lys. En stor del denne solindstråling går igennem Jordens atmosfære og rammer Jordens overflade. Her bliver energien fra strålingen afsat i Jorden som varme.
Jorden slipper af med varmen igen, ved at sende langbølget, infrarød stråling ud i atmosfæren.
En del af denne langbølgede stråling, bliver på sin vej ud i universet stoppet af drivhusgasser og sendt tilbage mod Jorden. Dermed holder drivhusgasser på Jordens varme - et fænomen vi kalder drivhuseffekten. Uden drivhuseffekten vil Jorden være minus 19 grader celsius.
Det grønne areal på figuren nedenunder, svarer til energiintensiteten fra den varmestråling, som går igennem drivhusgasserne og atmosfæren. Det røde areal svarer derimod til drivhuseffekten.
Så når koncentrationen af drivhusgasser stiger, øges drivhuseffekten, og det røde areal på figuren vokser.
Intensiteten af energien er afhængig af hvilken bølgelængde varmestrålingen har. Denne sammenhæng kaldes spektral irradians. Det kan ses på figuren, at Jordens varmestråling har størst energiintensitet for bølgelængder mellem 5 mikrometer og 25 mikrometer, hvor 1 mikrometer svarer til 0,001 millimeter.
Drivhusgasserne adskiller sig fra hinanden, idet de optager mest stråling ved forskellige bølgelængder. Dermed er de ikke lige effektive. For eksempel, hvis en drivhusgas optager varmestråling med bølgelængder mellem 10 og 15 mikrometer, er den mere effektiv, end en drivhusgas som optager varmestråling med bølgelængder mellem 30 og 35 mikrometer.
Man kan sige, at drivhusgasserne laver hver deres unikke fingeraftryk i det grønne areal. Kuldioxid er her brugt som eksempel, og der er vist en tilsvarende animation for de enkelte drivhusgasser på temaets andre sider.
Den samlede effekt, de menneskeskabte drivhusgasudslip har, kaldes for strålingspåvirkning og måles i effekt per kvadratmeter. FN's Klimapanel, IPCC vurderede i 2007, at den samlede menneskeskabte strålingspåvirkning er på 1,6 Watt per kvadratmeter.
For yderligere information kontakt Kristian Pagh Nielsen, kpn@dmi.dk
27. maj 2012.
