Klimamodeller varsler flere storme i fremtiden

Først Allan og kort efter Bodil. På bare halvanden måned er Danmark blevet ramt af to storme. Vil fremtiden bringe flere og mere intense storme med de menneskeskabte klimaændringer, spørger man sig selv?

Artiklen er revideret den 10. december 2013 med forskellige præciseringer.

Resultater fra klimamodeller tyder på, at svaret sandsynligvis er et ja.

Klimamodeller fodres med den forventede udvikling i atmosfærens indhold af drivhusgasser og beregner så et klima, der passer med drivhusgaskoncentrationerne. Det er selvfølgelig en usikker affære, og resultaterne repræsenterer scenarier (mulige udviklinger) snarere end forudsigelser. Forskellige modeller kan give forskellige resultater, og det kræver en grundig analyse at konkludere på resultaterne.

De rammer os

Undersøgelser, der bygger på samlinger af mange modelsimuleringer, viser en forøgelse af ekstrem vind i havene omkring Danmark frem mod år 2100. Se figuren nedenfor og læs mere i den videnskabelige artikel af Donat et al. anført nederst i artiklen.

Vinden forøges i et bælte på Danmarks breddegrader - fra Storbritannien til Baltikum. I den nyeste rapport fra FN’s klimapanel IPCC (link nederst i artikel) viser en analyse af mange globale klimamodeller et forøget antal lavtrykspassager netop i dette område i fremtiden. Mekanismerne, der forårsager dette, er komplekse.

Og bliver kraftigere

Modellerne viser, at de storme, der er så voldsomme, at de kun indtræffer hvert 10. år, vil kunne være et par procent kraftigere omkring Danmark frem mod år 2100. Analysen bygger på 13 regionale klimamodeller. Disse modeller er uenige om størrelsen af forandringen, men næsten alle viser en forøgelse af denne ekstremvind. Figuren viser i ethvert punkt det midterste modelresultat (medianen). Værdien her er omkring 2-6 procent.

Umiddelbart lyder det ikke af meget. Men her er det vigtigt at vide, at den skade, som vind forårsager, er i tredje potens af vinden. Det vil sige, at hvis vindstyrken vokser med 2 procent, så vokser skaden med 6 procent (1,02*1,02*1,02 er ca. 1,06).

Det skal understreges, at fremtidens ekstreme vindforhold netop er et af de steder, hvor klimamodellerne har store usikkerheder.

Kraftige storme og mere direkte vind fra vest vil i fremtiden også føre til øgede stormflodshøjder i de danske farvande. Beregninger med en stormflodsmodel viser i en enkelt modelberegning, at vandstanden i de kraftigste stormfloder i Vadehavet kan stige med ca. 0,3 m mod slutningen af århundredet på grund af ændringer i vinden - hertil kommer den stigende middelvandstand som følge af den globale opvarmning. Et sted i omegnen af 0,5-1 m.

Hvor ofte vi får kraftige storme i fremtiden er et vigtigt forskningsområde, som også DMI’s forsknings- og udviklingsafdeling er involveret i.

Referencer: Videnskabelig artikel af Donat et al.:Nat. Hazards Earth Syst. Sci., 11, 1351–1370, 2011; Nyeste rapport fra FN’s klimapanel (figur 12-20).

7. december 2013 - revideret den 10. december 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle