Tema: IPCC's femte hovedrapport og observerede klimaforandringer

Atmosfæren

Hvert af de tre seneste årtier har været varmere end alle foregående årtier siden 1850. De seneste 30 år har været den varmeste periode i 1400 år på den nordlige halvkugle.

Den globale middeloverfladetemperatur er steget med 0,85 °C mellem 1880 og 2012. Næsten hele kloden har oplevet opvarmning af overfladen.

Hastigheden af opvarmningen over de seneste 15 år er mindre end tendensen siden 1951.

Havet

Opvarmning af havet dominerer ophobningen af lagret energi i klimasystemet. Opvarmning af havet tegner sig for mere end 90 % af denne forandring mellem 1971 og 2010.

Havets opvarmning er størst i de øverste 75 m, hvor temperaturen er steget med 0,1°C pr. årti fra 1971 til 2010. Havet i mellem 700 og 2000 m er også opvarmet mellem 1957 og 2009, og i dybhavet under 3000 m har man observeret en temperaturstigning mellem 1992 og 2005.

Mere end 60% af energistigningen i klimasystemets er lagret i havets øverste 700 m, og ca. 30% er lagret i havet under 2000 m.

Sne og is

I løbet af de seneste to årtier har den grønlandske og antarktiske iskappe mistet masse, gletsjere på det meste af kloden er fortsat krympet, og udbredelsen af den arktiske havis og snedække på den nordlige halvkugle er fortsat blevet mindre.

Gletsjere krymper og taber masse over hele verdenen med meget få undtagelser. Hastigheden af massetab et accelereret, så gletsjerne krymper hurtigere og hurtigere. Mellem 1993 og 2009 mistede gletsjerne i gennemsnit 275 gigatons om året. 100 gigatons smeltet gletsjer om året svarer til at havet stiger ca. 0,28 mm om året.

Iskapperne på henholdsvis Grønland og Antarktis er svundet ind i løbet af de seneste to årtier. Det årlige massetab er blevet større og større i den periode. Mellem 1992 og 2001 svandt den grønlandske iskappe ind med 215 gigatons om året, og den antarktiske iskappe mistede 147 gigatons om året.

Havisen i Arktis er også svundet ind med 3,5 til 4,1 % pr. årti i mellem 1979 og 2012. Udbredelsen af sommerhavis minimum aftog meget sandsynligt med 9,4 til 13,6 % pr. årti. Tilbagetrækningen af sommerhavis og stigningen i havoverfladens temperatur i Arktis over de seneste tre årtier var usædvanlig stor i forhold til i hvert fald de sidste 1450 år.

Havisen i Antarktis er derimod vokset med 1,2 til 1,8 % pr. årti mellem 1979 og 2012.

Snedækket på den nordlige halvkugle er formindsket siden midten af det 20. århundrede. Snedækket for marts og april er formindsket med 1,6 % pr. årti i perioden 1967-2012. I juni er snedækket formindsket med 11,7 % pr. årti i samme periode.

Permafrosten er udsat for højere temperaturer i de fleste regioner siden de tidlige 1980’ere. Opvarmningen af permafrosten var op til 3 °C i Nordalaska og op til 2 °C i dele af det Europæiske Rusland. En stor del af permafrostens tykkelse og areal er forsvundet i den nordlige del af det Europæiske Rusland mellem 1975 og 2005. 

Havniveau

Det globale middelhavniveau er steget 0,19 m i perioden 1901-2010. Hastigheden i havniveaustigningen siden midten af det 19. århundrede har været højere end middelhastigheden over de foregående to årtusinder.

Gletsjernes massetab og havets termiske udvidelse på grund af opvarmning forklarer 75 % af den observerede havniveaustigning siden 1970’erne. Fra 1993 til 2010 har summen af observerede bidrag fra termisk udvidelse, gletsjere, iskapper, havis og lagring af vand på land været i overensstemmelse med havniveaustigningen. Summen af bidragene er 2,8 mm om året.

I løbet af den sidste mellemistid (129.000 til 116.000 år siden) var havniveauet mellem 5 og 10 m højere end det er i dag. Dengang var den globale overfladetemperatur mere end ca. 2 °C varmere end i dag. 

Drivhusgasser

CO₂-koncentrationen i atmosfæren er steget med mere end 40 % siden 1750. Stigningen er et resultat af menneskelig aktivitet hovedsageligt pga. afbrænding af fossile brændsler. De nuværende koncentrationer af CO₂, CH₄ og N₂O overstiger langt koncentrationerne i løbet af de sidste 800.000 år (fundet i isborekerner). 

Koncentrationerne af drivhusgasserne CO₂, CH₄ og N₂O er steget med henholdsvis ca. 40 %, 150 % og 20 % siden før industrialiseringen.

Hastigheden som CO₂-, CH₄-, og N₂O-koncentrationerne er steget med i løbet af de seneste 100 år har  med stor sikkerhed ikke været set lignende i 22.000 år.

CO₂-udledninger fra afbrænding af fossile brændsler og cementproduktion har frigivet 365 gigatons til atmosfæren, mens skovrydning og andre ændringer i brugen af land har frigivet 180 gigatons. Den samlede menneskeskabte CO₂-udledning er dermed 555 gigatons, hvoraf 240 gigatons er ophobet i atmosfæren, 155 gigatons er optaget i havet og 160 gigatons er samlet i andre økosystemer på land.