Akvaplaning fortsat: de afgørende risikofaktorer
Sæsonen for skybrud og kraftig regn, som har meldt sig over hele landet, er også sæson for akvaplaning.
Af teknik- og videnskabsskribent Tage Schmidt.
Akvaplaningens risici ligger i vandstanden, farten og dækkenes slidbaner. Jo højere vandet står, jo hurtigere der køres, og jo bredere og mere nedslidte dækkene er, desto større er risikoen for at blive udsat for akvaplaning.
Vandet på vejen
Akvaplaning kan ske på to forskellige former for vand på vejen:
- Et flere millimeter højt stående lag af vand, der ikke kan nå at løbe af vejbelægningen under skybrud og kraftig regn.
- Vand som samler sig i ujævnheder og bliver stående i nogen tid - måske længe - efter at regnen er holdt op.
Under skybrud og kraftig regn er risikoen for at møde højt stående vand over hele vejbelægningen størst på brede veje med et profil, der falder forholdsvis lidt mod siderne og giver tilsvarende langsomt afløb.
Kritisk dybe pytter med stor udstrækning i længde og/eller bredde kan forekomme i blandt andet
- slidspor i asfalten efter lastbiler, typisk i inderste kørebane
- forsænkninger i vejbanen som følge af dårligt anlægs- eller reparationsarbejde
- i bunden mellem to bakker
Desværre skal man med det efterhånden dårlige vedligehold af vejene indstille sig på altid at skulle holde godt udkig efter stående vand på den slags steder.
Kørehastigheden
Der findes kun få og upræcise oplysninger om, hvilke hastigheder der vil være kritiske under forskellige givne omstændigheder.
Men ud fra almindeligt tilgængelige oplysninger og erfaringer kan konkluderes, at man for sikkerheds skyld må være indstillet på, at
- 80 km/t på landevej kan føre til akvaplaning, hvis der står usædvanlig meget regnvand på vejen, især hvis dækkene er slidt halvt eller mere ned.
- selv med fuldmønstrede dæk kan det være risikabelt at holde 110-130 km/t på motorvej efter skybrud, eller hvis det i nogen tid har regnet kraftigt.
Dækkene
Dækkets evne til at bevare vejgrebet ved kørsel i vand afhænger af slidbanens mønster og bredde.
- Mønstrets dybde og udformning er bestemmende for, hvor effektivt vand drænes bort i kontaktfladen mod vejbelægningen.
Jo højere vandstanden på vejen er i forhold til mønstrets dybde, desto mere skal hastigheden sænkes for at sikre mod akvaplaning.
Mønstret på nye personbildæk er 8 millimeter dybt med variationer på plus/minus nogle tiendedele. Mindste lovlige mønsterdybde er 1,6 millimeter for biler op til 3.500 kg egenvægt, 1 millimeter for tungere køretøjer, målt over de midterste tre fjerdedele af slidbanens bredde.
Ethvert dækdesign er et kompromis - mellem krav til vejgreb i tørt og vådt føre, slidstyrke, rullemodstand, vejstøj, fremstillingspris og andet - hvor de enkelte egenskaber vægtes i forhold til hinanden med sigte på forskellige præferencer hos bilproducenter og brugere. For eksempel prioriterer nogle sportsvognskørere stærkt vejgreb i sving på tør vej frem for vejgreb i kraftig regn, fordi de sjældent kører langt med bilen i regnvejr.
Der findes dæk, hvis slidbanemønster er udviklet til at virke særlig effektivt mod akvaplaning. De kan så til gengæld være mindre optimale i andre henseender.
- Jo bredere dækket er, desto større tendens vil det - alt andet lige - have til at akvaplane. Smalle dæk træder bedre igennem vand end brede.
Det betyder for eksempel, at man måske skal tænke sig om, før man sætter bredere dæk på bilen for at kunne køre hurtigere i sving på tør vej - eller måske blot for at få bilen til at se mere sporty ud.
Læs også 1. del af artiklen: Sådan undgår du akvaplaning - eller slipper godt fra det.
Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, sidst redigeret 20. juli 2012.
