Sommer og vinterstatus på klodens klimamarkører
Som konsekvens af de globale klimaforandringer er der en trend, hvor Indlandsisen på Grønland og havisens udbredelse både i Arktis og Antarktis gradvist reduceres. Mindre havis kan accelerere den globale opvarmning, og afsmeltning af Iskappen vil bidrage til globale havniveaustigninger. Men hvert år er der naturlige variationer i massebalance og havis, og derfor gør vi status.
Næsten halvvejs inde i sommeren på den nordlige halvkugle tager vi pulsen på, hvordan sæsonen har været frem til nu for de to klimamarkører: den grønlandske iskappe og havisen i Arktis og omkring Antarktis. Mod nord ser det fredeligt ud. Det gør det til gengæld ikke mod syd, hvor vinteren ellers er i gang.
Iskappens massebalance
Siden industrialiseringen er det globale havniveauet steget med 20 cm, og eventuel afsmeltning fra den grønlandske iskappe vil bidrage yderlige til havniveauet. Derfor holder DMI’s klimaforskere i Nationalt Center for Klimaforandringer nøje øje med om Iskappen er i balance, eller om den taber masse.
Foråret og sommeren i Sydgrønland har flere steder været lidt varmere end normalt, mens den nordlige del af landet har været koldere end normalt. Det passer med, at smeltesæsonen begyndte i slutningen af maj, tæt på det normale tidspunkt, og massebalancen ser også ud til at ligge omtrent, hvor den plejer for årstiden.
Martin Stendel er klimaforsker på Nationalt Center for Klimaforandringer ved DMI og følger Iskappens massebalance tæt
- Hvis ismassen skal være i balance, må isen ikke miste mere masse om sommeren, end den modtager fra sne om vinteren. Derfor er det et godt tegn, at smeltesæsonen åbnede nogenlunde til tiden i år. Vi skal dog huske, at Indlandsisen reagerer hurtigt på ændringer i vejret, og derfor kan der stadig ske meget hen over sommeren.
En anden markør for, hvordan Indlandsisens massebalance arter sig, er tidspunktet først på sommeren, hvor der smelter mere, end der kommer til i form af nedbør. Dette tidspunkt kaldes begyndelsen af ablationsperioden, og den er faldet sent i år. Det kan tolkes som et godt tegn, men Martin Stendel har en pointe:
- I år begyndte ablationsperioden 30. juni, hvilket er 17 dage senere end gennemsnittet over 1981-2021. Det er sent, også set i lyset af, at der rent faktisk har været en stor afsmeltning gennem længere tid i år i Grønland. Men eftersom der også er faldet meget sne, især i Sydgrønland, så har den samlede masse af Iskappen ikke lidt det store tab.
Det kan altså pege mod en af de bedre sæsoner for indlandsisen, men den endelig opgørelse kan først opgøres i efteråret, når smeltesæsonen er slut.
- Selvom ablationsperioden er startet sent i år, er den globale opvarmning en realitet, der kan ses på vores målinger, når vi kigger over længere tidsserier. Iskappens massebalance har over de seneste år, haft en nedadgående tendens, og der er i gennemsnit årligt smeltet og kælvet 218 Gt (=218 km3) is, hvilket svarer til en havniveaustigning af 0.6 mm, tilføjer Martin Stendel.
Hver sommer mister den grønlandske iskappe masse, og hver vinter vinder den igen masse.
Hvis Iskappen over et år mister lige så meget masse, som den tager på, er den i balance.
Smeltesæson: Når det smelter fra mindst fem procent af Grønlands areal tre dage i træk.
Ablationsperioden: Når iskappen mister mere is end der modtages. Den fastlås den dag, hvor der tre dage i træk er smeltet over et gigaton dagligt.
Havisens udbredelse – både mod nord og mod syd
En anden vigtige klimamarkør er havisen.
Havisens lyse overflade kaster en stor del af sollysets energi tilbage ud i atmosfæren. Når havisen smelter, bliver overfladen mørkere, og havet kan derfor optage mere varme.
Den proces vil forstærke den globale opvarmning. Havisens udbredelse er med andre ord ikke kun et mål for, hvor klimaet er på vej hen, den er også afgørende i forhold til, hvor hurtigt klimaet ændrer sig.
Den årlige havisudbredelse i Arktis om sommeren er delvist styret af, hvornår overflade-temperaturen første gang passerer 0 °C. Efter årets første smelte-episode mister sneen på toppen af havisen en del af evnen til at reflektere sollys (albedoen falder), og derefter går det hurtigere med afsmeltningen.
I år nåede den gennemsnitlige overfladetemperatur, nord for den 80. breddegrad, 0°C den 20. juni, hvilket er otte dage senere end den klimatologisk dato for smelte-start.
- Det er altid positivt for havisen med en sen start på afsmeltningen, da det peger mod en kortere smeltesæson. Juni havde tilmed den største havisudbredelse siden 2014 og den 15. laveste, siden de systematiske satellitmålinger blev påbegyndt i 1979. Den tendens må gerne fortsætte for havisens skyld, fortæller Gorm Dybkjær, havis- og klimaforsker i Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, og uddyber:
- Havisen omkring Arktis har en pæn udbredelse, når vi sammenligner med de seneste 10 til 15 år. Udbredelsen er dog ikke jævnt fordelt omkring Arktis, og der er store regionale forskelle. Især i den nordlige del af Barentshavet, og i området omkring Svalbard er udbredelsen meget lav. Her forsvandt havisen ekstremt hurtigt mellem slutningen af maj og i begyndelse af juni. Ligeledes forsvandt havisen tidligt i Hudson Bugten i juni. I disse områder er der også observeret høje middeltemperaturer, med op til ca. 5 °C over normalen. Der, hvor isen er forsvundet, er den blevet erstattet af åbent vand, som flere steder er 3-4 °C varmere end normalt, hvilket naturligvis vil øge smeltningen af havis i de områder.
I gennemsnit har den arktiske havisudbredelse i juni mistet 41.000 km2 hvert år siden 1979. Det svarer til et areal på størrelse med Danmark. Hvert år.
- Det går stabilt ned ad bakke, hvad angår havisens udbredelse, og det er i den grad en skidt tendens, som er med til at forstærke de globale klimaforandringer, slutter Gorm Dybkjær.
Havisen ved Sydpolen lider
Efter en rekordlav udbredelse af havisen i Antarktis i marts i 2022 har havisen fået en skidt start på vintersæsonen. Havisen omkring Antarktis er fortsat rekordlav i år, og det går langsomt med opfrysningen.
Gorm Dybkjær forklarer:
- Ud over den lave udbredelse, der har været udgangspunktet for vintersæsonen, så er det meget varmt for årstiden over Weddell Havet, der støder op mod det sydlige Atlanterhav mellem Sydamerika og Afrika.
Her er temperaturen ca. 3-6 °C over gennemsnittet for perioden 1981-2010, og det forsinker opfrysning af havisen. Den lave havis-udbredelse og en langsom opfrysning kan gå hen og ende med en ekstrem vintersæson for havisen omkring Antarktis.
Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
13. juli 2022.
