Kort mellem kulde og varme
Bare 60 kilometer i fugleflugtslinje og en temperaturforskel på næsten 10°C, det er noget der kan mærkes i denne kolde tid.
I døgnet frem til tirsdag morgen den 3. januar har DMI registreret en middeltemperatur for Tylstrup, nord for Aalborg på -9,5°C, mens den tilsvarende temperatur for Skagen bare 60 kilometer nordligere var +0,3°C - altså næsten 10 grader varmere.
"Tylstrup ligger ind i landet, havde ingen vind, snedække og rimtåge. Det er fine betingelser for kulde. Modsat får Skagen stadig en del varme fra havvandet," fortæller afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn og fortsætter:
"Det varme havvand spiller også en vigtig rolle for de forholdsvis milde temperaturer i den anden ende af landet - nemlig på Bornholm. Østersøen omkring Bornholm har stadig en temperatur på 4-5°C. Eksempelvis har der slet ikke været nattefrost på de tre målestationer på Bornholm i det forgangne døgn."
Således var minimumstemperaturen i Tylstrup -13°C, mens det overskyede og kedelige vejr på og det 'varme' havvand omkring Bornholm gav en laveste temperatur i Bornholms Lufthavn på +2°C i døgnet frem til tirsdag morgen.
3. januar 2006