Regnrekorder og hedebølger: Svaret ligger i jetstrømmen
Scenen er det sydlige England - familien Jensen har valgt at tilbringe juli måned på en campingplads i nærheden af gode venner. Det skulle have været en hyggelig tid med bålmad og sene aftner i det fri.
I stedet blev det en vandgang af de helt store - regn, regn og atter regn. Faktisk faldt der så megen regn, at britiske meteorologer kaldte følgerne for de værste oversvømmelser i 60 år.
Familien Sørensen derimod valgte en storbyferie i samme periode - den stod på sønnikes 'old-ævls-rejse' til Grækenlands hovedstad, Athen. De var klar over, at det nok kunne blive en varm affære, så der var planlagt rigelige strandture både på den græske vestkyst og afstikkere til de nærmeste øer.
Intet havde dog forberedt familien Sørensen på den intense hede, som mødte dem i Athen, som i juli 2007 registrerede den varmeste måned nogensinde med termometret fanget på den varme side af 40°C. Det blev ikke til meget ’old-ævl’ i den ferie.
Familierne er opdigtede, men faktum er, at julivejret bød på store kontraster hen over Europa - omfattende oversvømmelser i særligt England efter mange ekstreme nedbørhændelser og kraftig hedebølge med utallige skovbrande til følge i det sydlige Europa.
Jetstrømmen
I godt og vel 10 kilometers højde over Europa og Atlanterhavet møder den varme sydlige luft den nordlige kolde luft. Mødet producerer en meget hurtig luftstrøm, kaldet en jetstrøm.
Jetstrømme er smalle langstrakte bånd af meget kraftige vinde, som omkredser Jorden på mellembreddegrader. De kraftigste bælter af vinde er typisk 300 til 500 kilometer i bredden. Jetstrømmene følger luftmassegrænserne - fronterne (i dette tilfælde Polarfronten) - i deres bølgebevægelse rundt om Jorden: Jetstrømmen blæser primært fra vest mod øst. Strømmene befinder sig i 5 til 15 kilometers højde.
Placeringen af jetstrømmen varierer i løbet af året og i sommermånederne er den oftest rykket så nordligt, at de hermed følgende lavtryk - dermed det våde sommervejr - suser nord om de britiske øer og det meste af Skandinavien. Sådan har det imidlertid ikke været i år.
Juli 2007 har været usædvanlig på den måde, at jetstrømmen - og dermed grænsen til det lavtryksprægede vejr - har befundet sig noget sydligere end mere almindelige somre.
Den sydligt placeret jetstrøm er dermed svaret på de store kontraster, som ferievejret i Europa har budt på.
Nord for jetstrømmen har lavtrykkene fået lov til at vandre frit ind over det nordlige Europa og har givet massive oversvømmelser i det sydlige England og næsten konstant regn i Danmark siden midten af juni.
Syd for jetstrømmen har varmen hersket med hedebølger, vandmangel og skovbrande til følge i Sydeuropa.
Både mod nord og mod syd har det usædvanlige sommervejr kostet liv. I England har mange hjem været uden rindende vand i dagevis og flere er omkommet i de omfattende oversvømmelser. I det sydlige Europa har hedebølgen givet ophav til utallige skovbrande og mange er bukket under på grund af væskemangel. I Rumænien vurderede myndighederne forleden, at op mod 500 er omkommet som direkte følge af hedebølgen.
30. juli 2007.