Isen på Vestantarktis bliver tyndere
gennem mange år har forskere betragtet den antarktiske is som værende en relativ stabil masse. Forskere ved University of Washington har foretaget nye studier som viser, at dynamiske processer på Vestantarktis er skyld i en betydelig udtynding af isen.
Den vestantarktiske iskappe har så vidt vides været stabil og ændringer har kun kunnet spores over hundredetusinder af år. Sådan forholder det sig dog ikke i det vestlige Antarktis. De seneste somre er Larsen og siden Wilkins isshelf delvis kollapset. Efterfølgende har de gletsjere, som var forbundet med disse isshelfer, øget deres fart ud imod havet. Dette skyldes at vandets opdrift øver et stort tryk på isshelfens front. Når en isshelf kollapser, så forsvinder trykket på gletsjerens front og den accelererer. Forskere er nu, som følge af disse hændelser, bekymrede for vestantarktiske iskappes stabilitet.
En isshelf er en gletscher, der flyder fra land ud over havet. Selv om der er vand under shelfen, er den frosset fast til fastland og øer. En isshelfs kollaps bidrager i sig selv ikke til den globale vandstand. Når isshelfernes gletsjere flyder ud i havet bidrager disse dog kraftigt til den globale vandstand.
En af grundende til at det antarktiske klima har været så stabilt, til trods for stigende globale temperaturer, er udtyndingen af det antarktiske ozonlag. Processen har tidligere været forklaret på dmi.dk i forbindelse med den kollapsende isbro ved Wilkins Isshelf. Se 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Den antarktiske is udtyndes af såkaldte dynamiske processer. Dette betyder i grunden, at selve isens tyngde strækker isen ud. Dette illustreres bedst ved at sammenligne isen med et stykke gummi der bliver trykket sammen. Når isen udtyndes bliver dens gnidning med grunden under den mindre, hvilket gør den i stand til at bevæge sig endnu hurtigere.
De dynamiske processer, som udtynder den vestantarktiske is, har været svære at kvantificere og er derfor ikke medtaget i IPCC’s vurdering af stigningen af det globale havniveau i det kommende århundrede. Isstudierne fra University of Washington viser umiddelbart, at iskappen mellem Amundsenhavet og Rosshavet bliver 8 centimeter tyndere om året. Alene denne iskappes areal er på 1,6 millioner kvadratkilometer, hvilket svarer til 37 gange Danmarks areal.
"Studiet viser, at de dynamiske processer på Antarktis er af væsentlig større betydning for det globale havniveau end tilskrevet i IPCC’s seneste rapport", siger Dr. Ruth Mottram, klimaforsker ved DMI specialiseret i is og tilføjer
"Når isen først når ud til havet er den meget mere sårbar over for afsmeltning. Denne afsmeltning kan dertil sætte yderligere skub i disse dynamiske processer".
IPCC's rapport fra 2007 tilskriver kun et beskedent bidrag fra Antarktis til stigningerne i det globale havniveau over de næste 100 år. Studierne fra University of Washington peger dog imod at Antarktis er en væsentlig større faktor i dette regnskab.
7. juli 2009.
