Årets første lysende natskyer

Natten til tirsdag den 1. juni bød på årets første omgang lysende natskyer over Midtjylland. Jesper Grønne var på pletten.

Juni og juli er tiden for lysende natskyer. Natten til tirsdag knipsede Jesper Grønne det smukke himmelfænomen over Midtjylland for første gang i år.

Lysende natskyer består overvejende af frossent vand og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet.

Lyser ikke selv

Skyerne lyser ikke selv. Men efter mørkets frembrud ser det sådan ud, fordi de belyses af Solen - ligesom Månen. Skyerne ligger dog så højt, at Solen set fra deres perspektiv endnu ikke er forsvundet under horisonten.

I Danmark ser vi især lysende natskyer i slutningen af juni og starten af juli, så de er noget tidligt på færde i år. Skyerne kan minde om tynde cirrusskyer, men normalt med en blålig, sølvskinnende eller nogle gange rød-orange farve.

Fænomen til klare nætter

Er skyerne på himlen, ses de bedst en time eller to efter solnedgang; når Solen er mellem 5 og 13 grader under horisonten og vejret er klart. Skyerne kan ses uden kikkert.

Er Solen endnu ikke kommet 5 grader under horisonten, er resten af himlen generelt for lys og skyerne bliver overstrålet. Er Solen mere end 13 grader under horisonten, ligger også de høje skyer i Jordens skygge og så 'lyser' de naturligvis ikke længere.

At spotte lysende natskyer kræver selvfølgelig, at de 'almindelige' lavere skyer holder sig væk.

2. juni 2010

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle