Solen vågner op til dåd

Efter en usædvanlig stille periode på Solen vågnede den tidligt søndag op til dåd med et voldsomt soludbrud på overfladen. Udbruddet spyede adskillige ton glødende plasma ud i rummet med direkte kurs mod Jorden. På Jorden kan udbruddet give anledning til magnetiske storme og måske endda atter nordlys ved vore breddegrader.

I Danmark forekommer nordlys hovedsagelig i forbindelse med kraftig magnetisk aktivitet, 'magnetisk storm'. Sådanne magnetiske storme på Jorden har forbindelse med vulkan-lignende udbrud på Solen. Disse udbrud er mest hyppige i den del af Solens 11-årige periode, hvor der er mange solpletter. I tiden omkring solpletmaksimum kan der være magnetisk storm flere dage hver måned.

Natten til onsdag fangede fotograf Jesper Grønne nordlyset fra sit hjem i det midtjyske, og kommer der et enkelt hul i skyerne, så kan du også være heldig natten til torsdag.

"Man skal dog være forholdsvis heldig," siger vagtchef Olaf Mathiassen. "Der kommer ikke mange huller i skyerne, og nætterne er jo stadigt ret lyse.

"Udbruddet blev fanget af NASA's Solar Dynamics Observatory (SDO), som blev sendt i kredsløb tilbage i februar til netop sådanne formål.

Den lange periode med lav solaktivitet har ført til spekulationer om Solen måske var ved at miste sit magnetfelt, der holder solpletaktiviteten i gang. Normalt følger aktiviteten på Solen en 11-årscyklus, men det aktivitetsminimum, som Solen netop har befundet sig i, har varet usædvanlig lang tid. Det sidste solmaksimum var i 2001, og eksperterne forventer nu, at aktiviteten på Solen vil tiltage mod et nyt maksimum omkring 2013.

4. august 2010.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle