Danmark og Sverige deler flyvervejr

Fra 2012 servicerer DMI og det svenske søsterinstitut SMHI i fællesskab luftfarten. Målet er både bedre betjening og en betragtelig besparelse.

De meteorologiske institutter i Sverige (SMHI) og Danmark (DMI) indleder mandag et samarbejde, som i 2012 fører til en fælles meteorologisk betjening af luftfarten i det dansk-svenske luftrum.

"Det er første gang, vi indgår denne slags praktisk, operationelle samarbejder på tværs af landegrænser, så det bliver spændende at følge fremover. Og så er det jo spændende, at vi effektiviserer og forbedrer på samme tid," siger Peter Aakjær ved underskrivelsen.

Samarbejdet mellem de to institutter er et delmål på vejen mod at gennemføre EU-direktiverne om et fælles europæisk luftrum. Målet med EU-direktiverne er en mere effektiv og klimavenlig afvikling af trafikken.

"Det her er et initiativ for at møde de nye behov i det europæiske luftrum," siger Lena Häll Eriksson, direktør for SMHI, og fortsætter.
"Samtidig med, at vi giver luftfarten en bedre service - for eksempel ved at vi fungerer som backup for hinanden - videreudvikler vi sammen vores tjenester."

Selve det operationelle samarbejdet begynder i 2012 og er helt flyveklar ved udgangen af 2014. Til den tid koster flyvemeteorologien 85 procent af, hvad den koster i dag. Besparelsen tilfalder luftfarten.

 

Flyvevejr

Flyvevejrtjenesten ved DMI beskæftiger ca. 20 flyvemeteorologer, der døgnet rundt forsyner flyvningen med udsigter. Udsigterne medvirker til at sikre for det første sikkerheden, men i ligeså høj grad en jævn og planmæssig afvikling af flytrafikken.

Udsigterne er i høj grad formuleret i koder og i grafiske produkter, og formatet af disse er internationalt. Et eksempel er TAF, der udarbejdes for den enkelte lufthavn og gælder i op til 24 timer. Denne udsigt giver mulighed for at planlægge en flyvning fra et hvilket som helst sted i verden til København og tage stilling til, hvor meget brændstof der skal medbringes, idet der altid skal være brændstof nok på flyveren til at nå et eller to alternative lufthavne, hvis vejret på destinationen er forudsagt til at være dårligt.

Flyvningen generelt er fortsat generet af tæt tåge og lavthængende skyer, kraftig torden, samt turbulens- og overisningsforhold. Derudover er kraftig vind ofte en faktor der medfører forsinkelser eller aflysninger. Det er især disse vejrfænomener flyvetjenesten har til opgave at beskrive i høj detaljering i tid og rum.

27. juni 2011.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle