Klimamodeller skal finjusteres
Klimaforskerne er de første til at sige, at de klimamodeller, som modellerer fremtidens klima, skal være bedre.
Et af sporene i onsdagens program ved WCRP-klimakonferencen i Denver, Colorado, var netop hvordan klimamodellerne kan blive bedre, hvad der skal til for at forbedre dem, og om de i det hele taget er så dårlige, som nogle prøver at gøre dem.
'Kort sagt og når man ser mange klimamodeller sammen, så er de faktisk ret gode,' siger seniorforsker på DMI, Jens Hesselbjerg Christensen til dmi.dk. 'De er jo enige om rigtig mange ting og om alle de overordnede tendenser. Og så må vi jo ikke glemme, at klimamodellerne hviler på de vejrmodeller, som hver dag står bag vores kendte vejrudsigter.'
Problemerne opstår, når man går i detaljen; det være sig lokalt, tidsmæssigt eller fænomenmæssigt.
Værktøjet til at få klimamodellerne til at fungere optimalt er at kigge tilbage i tiden og mange af klimaforskerne bruger da også lige så meget tid på at forstå, hvordan klimaet tidligere har udviklet sig, som de arbejder på, hvordan klimaet udvikler sig i fremtiden.
Fremgangsmåden er den, at forskerne identificerer et fænomen i de vejrobservationer, som alle meteorologiske institutter verden over ligger inde med. Når fænomenet og de faktorer, som påvirker det, er tilstrækkeligt godt beskrevet, prøver de at genfinde det i klimamodellerne, som er kørt over samme periode, som observationerne dækker.
Genfinder de ikke fænomenet – for eksempel et bestemt højtryks placering, en markant strømning i atmosfæren eller en temperaturprofil af havoverfladen, der er forkert – så går jagten ind på at forstå, hvilke faktorer modellen mangler for at kunne genskabe 'virkeligheden'.
'Men vi skal ikke bare fremstille mere og mere komplekse modeller,” siger Sandrine Bony, seniorforsker ved Laboratorie de Météorologie Dynamique i Frankrig. ”Vi skal forstå den basale fysik, som vi putter ind i modellerne. Først når vi forstår den til bunds, kan vi forstå klimamodellernes resultater til bunds, og så kan vi få bedre modeller.'
Sandrine Bonys pointe er, at mange beslutningstagere i dag benytter resultaterne fra klimamodellerne til at træffe beslutninger om blandt andet fremtidige investeringer. Det stiller krav til bedre og bedre modeller, men det stiller også krav til større og større forståelse af hele klimasystemet.
En af de måder, som forskerne forbedrer klimamodellerne på er gennem det program, som hedder CMIP5 (Coupled Model Intercomparison Project Phase 5). Det samler omkring 20 klimamodelgrupper fra hele kloden og arbejder på at sammenligne de forskellige klimamodeller med henblik på koordineret at tune modellerne til at beskrive den umiddelbare fortid. DMI har flere forskere, som er involveret i denne proces.
CMIP5-programmet skal frem til den næste IPCC-vurderingsrapport vurdere, hvor gode modellerne er, udvikle en korttids- og en langtidsprojektion af fremtidens klima og kortlægge nogle af de faktorer, der skaber forskellene mellem de forskellige klimamodeller i programmet.
Og netop CMIP5-programmet fokuserer meget på fysikken bag klimasystemet.
27. oktober 2011
