Kulderekorder i april 2011 på Grønland

April blev rekordvarm i Danmark, og samtidigt blev der sat kulderekorder i Grønland.

Vejret i Danmark og Grønland er ofte er i modfase, hvilket april 2011 blev et mønstertilfælde af. Mens varme strømmede op over Danmark fra sydlige retninger, pressede kold luft sig ned over den vestlige del af Grønland fra nord.

Lavtrykkenes foretrukne bane nordover var i april 2011 op over Nordatlanten - og i mange tilfælde med lavtrykscenteret hen over Island. Med netop den bane trak det ene lavtryk efter det andet lun luft op over Europa og Danmark, samtidigt med at kold luft blev trukket ned over Grønland.

To stationer i det vestlige Grønland fik derfor kulderekorder for april måneds middeltemperatur. Mittarfik Qaanaaq i det nordvestlige Grønland med -18,5°C og Kangerlussuaq (Sønderstrømfjord) med -15,9°C. Middeltemperaturnormalen for Kangerlussuaq for april ligger på -7,8°C.

Flere stationer ligger med middeltemperaturer i april 2011 lige over tidligere kulderekorder. Det gælder for eksempel for Pituffik i den nordvestligste del, hvis kulderekord fra 1987 var på -20,8°C, og middeltemperaturen for april 2011 sluttede på -20,5°C. Middeltemperaturnormalen for Pituffik for april ligger på -16,7°C .

7. maj 2011

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle