Måned og år i den varme top-10

Både 2011 og julemåneden ender i top-10 over hhv. Danmarks varmeste år og Danmarks varmeste decembre.

Danmark ender med en gennemsnitlig temperatur på 9,0°C i 2011. Det er 1,3°C varmere end klimanormalen på 7,7°C og hele 2,0°C varmere end 2010, der endte på kølige 7,0°C.

"2011 møver sig med de 9,0°C godt op ad listen over varme år i Danmark", fortæller klimatolog Mikael Scharling som, sammen med kollega Peter Riddersholm Wang, fredag mødte ind på DMI for at gøre klimatallene op.

"Umiddelbart taler vi om det 9. varmeste år, siden målingerne begyndte i 1874. At vi ikke oplever det som mere ekstremt skyldes nok, at der har været mange varme år de senere år, specielt de tre år 2006, 2007 og 2008. Det var de varmeste, vi overhovedet har registreret i Danmark. 2007 holder rekorden med 9,5°C. På en delt andenplads har vi så 2008 og 2006, som begge sluttede på 9,4°C. Derefter følger 1990 med 9,3°C. Det koldeste år er 1879 med 5,9°C", siger Mikael Scharling.

December trækker op

Den meget milde december vi nu oplever, er med til at trække godt op i regnskabet. En december i normalperioden fra 1961-1990 endte i gennemsnit på 1,6°C, men i år ryger vi helt op over 4°C.
"Det bedste bud på temperaturen i december er 4,2°C, men vi mangler fortsat at indregne de to sidste døgn af måneden. De kan flytte den endelige resultat en decimal op eller ned", påpeger klimatologen.

Som de fleste nok husker, så endte december 2010 bitterlig kold med et gennemsnit på minus 3,9°C. Det var blot 0,1°C varmere end kulderekorden for måneden fra 1981. Går december i år hen og ender på 4,2°C, vil forskellen mellem de to decembre være imponerende 8,1°C. Det er uden sammenligning den største forskel mellem to decembre i to på hinanden følgende år, der nogensinde er målt i Danmark.

4,2°C vil derudover være den 8. varmeste december i danske vejrhistorie. Rekorden indehaves af december 2006 med ekstreme 7,0°C i gennemsnit.

Mere sol og mere regn

Ud over at kigge på temperatur har de to klimatologer udregnet årsværdier for nedbør og soltimer. I begge tilfælde ligger tallene over klimanormalen.

"Det ser ud til, at Danmark i 2011 ender med omkring 1683 soltimer mod en klimanormal på 1495".

1683 timer svarer til 4 timer og 37 minutter om dagen hver dag hele året.

"Nedbør fik vi også rigeligt af i perioder, men både forår og efterår var faktisk relativt tørre. Samlet set ender vi omkring 779 millimeter mod en klimanormal på 712", slutter Mikael Scharling.

Foreløbige kort

Nedenfor finder du foreløbige kort for temperatur, nedbør og sol i Danmark i 2011. Kortene opdateres mandag den 2. januar 2012, når alle værdier er kvalitetskontrolleret og de endelige tal foreligger.

30. december 2011.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle