På mission i Arktis
DMI's Keld Qvistgaard er i disse dage udsendt til den koldeste kulde i Arktis. Her assisterer han med informationer om lokale isforhold i en canadisk øvelse, der baner vejen for bedre afvikling af skibstrafikken i det nordligste nord. Keld sender her - under vanskelige kommunikationsforhold - sin personlige beretning.
Igennem de senere år er der kommet et enormt fokus på de højarktiske områder, herunder også Grønland. Det betyder, at der færdes langt flere skibe og mennesker i området. Disse egne er almindeligvis utilgængelige, men de senere års tilbagesmeltning af havisen har åbnet for adgangen ad søvejen en del af året.
De ændrede søveje presser den i forvejen mangelfulde logistisk, infrastruktur og forsyningssikkerhed, samtidig med at beredskaber for forurening, Search and Rescue-operationer, brand, havari og lignende år giver helt nye udfordringer. Som en konsekvens har Arktisk Råd besluttet at øge samarbejdet blandt de arktiske nationer, herunder Danmark, så landene kan hjælpe hinanden og dermed udnytte ressourcerne mere effektivt. Det kræver et indgående kendskab til hinandens skibe, udrustning og procedurer. Og det er grunden til, at enkelte enheder udfører øvelser.
'HDMS Ejnar Mikkelsen' har de seneste uger deltaget i en stor canadisk øvelse, NANOOK 2011, sammen med to skibe; det canadiske 'St. Johns' og den amerikanske 'USCG Willow', i henholdsvis nordvestlige Baffin Bugt og Nares Strædet. Begge steder er præget af skiftende og til tider vanskelige isforhold. Ringe kommunikationsmuligheder via satellit på høje breddegrader og isfyldte farvande giver helt andre forudsætninger for øvelser såvel som mere rigtige operationer længere sydpå.
Jeg har de seneste uger været ombord på Ejnar Mikkelsen, som er bygget til arktiske forhold. Min opgave er at rådgive om is og vejr undervejs som DMI's Istjenestes forlængede arm. Omkring Grønland er isen aldrig rigtig væk og kan potentielt set være til både gene og fare for sejladsen. Derfor gennemføres sejladsen ved konstant at vurdere naturens forudsætninger og grænser holdt op mod de tilgængelige informationer. Det er naturligvis planlagt i videst muligt omfang lang tid i forvejen, og under fornøden hensyntagen til de forudsætninger, som nu altid præger de grønlandske farvande. Sikkerheden har altid første prioritet, også i egne hvor kun meget begrænsede og udvalgte isinformationer kan hentes ned via satellit. Den tre til fire meter tykke og sammenskruede is skåner ingen, hvis man fanges i det, så man skal altid være på forkant.
Med disse forudsætninger og forberedelser nåede Ejnar Mikkelsen til Grise Fiord den 17. august med ekstra canadiere ombord, fordi St. Johns måtte opgive at begive sig ind i isen, da skibet ikke er isforstærket. Nogle dage senere, den 22. august, nåede Ejnar Mikkelsen under til tider vanskelige isforhold frem til farvandet mellem Hans Ø og Joe Ø i Kennedy Kanalen, hvor al videre sejlads var umulig. Det amerikanske kystvagtsskib USCG Willow var med på øvelsessejlads, i for amerikanerne meget anderledes forhold. For Ejnar Mikkelsen var udfordringen blandt andet ikke at tabe Willow for langt bagud i isen, så kommunikationen skibene imellem kunne opretholdes.
Vi er nu for sydgående mod Thule Basen, hvor jeg afmønstrer. Inden da øver vi mere med amerikanerne. Jeg har selv mange erfaringer med hjem fra et togt på kanten af kommunikationssamfundet. Erfaringerne skal jeg bruge til at trimme DMI's operationelle setup, så myndighederne i Grønland og Danmark står med bedst mulige kort til at håndtere de nye udfordringer i Arktis.
25. august 2011.
