Stærke DMI-bidrag på klimakonference

Klimakonferencen i Denver, Colorado, har stærke bidrag fra adskillige DMI-forskere. Nogle af dem bliver præsenteret af de tre udsendte forskere; Wilhelm May, Jens Hesselbjerg Christensen og Shuting Yang.

En stor del af den aktuelle WCRP-klimakonference i Denver er såkaldte Poster Viewings, hvor forskerne præsenterer deres seneste forskning i tematiserede plakatshows. DMI er repræsenteret i tre af temaerne.

Monsunændringer

'Klimavariabilitet og -ændringer i Australien-Asien-regionen' var det første af 45 temaer, og her var DMI's Wilhelm May på plads med sin præsentation om potentielle, fremtidige ændringer i den indiske monsun.

Wilhelm har undersøgt to scenarier for fremtidige ændringer i monsunen, der jo både er livsvigtig og livsfarlig for eksempelvis mange bønder i de berørte områder i Indien. Dels har Wilhelm kigget grundigt på det klimascenarie, der overholder det internationalt anerkendte mål om, at temperaturen kun må stige 2°C i forhold til førindustriel tid. Og dels har han kigget på det scenarie, som de mange forskere arbejder på, det såkaldte A1B-scenarie. Her stiger temperaturene med helt op til 4,5°C.

Undersøgelserne viser, at regnen i den indiske sommermonsun bliver betydelig mere intens i et varmere klima allerede ved en global temperaturstigning på 2°C.

Endnu bedre modeller

Næste DMI'er er Jens Hesselbjerg Christensen, som har to postere med til præsentationen under temaet 'Imødekomme behovet for integreret klimavidenskab, information og vidensopbygning omkring klimavariabilitet og -ændringer i Europa'. Jens er hovedforfatter på IPCC's hovedrapportens afsnit om regionale klimaændringer. Derfor præsenterer han naturligvis en poster med forskning, der netop fokuserer på, at øge sikkerheden i regionale klimamodeller.

Jens og hans kolleger er fundet en generelt tendens i flere klimamodeller, som synes at overdrive de varmeste af de varme måneder i klimaprojektionerne. Ved at fjerne disse ekstremer viser det sig, at mange af de regionale klimamodeller kommer til at ligne hinanden meget bedre, og dermed øges sikkerheden af dem.

Den anden af Jens Hesselbjerg Christensens to postere handler om at bygge bro mellem den hårde klimaforskning og de, som skal bruge den for at tilpasse samfundet til nye tider. Jens er ud over at være forskningsleder på DMI også leder af det tværfaglige center CRES (Centre for Regional change in the Earth System), som har til formål at bygge denne bro.

Kolde vintre

Sidste forsker fra DMI er Shuting Yang, som præsenterer sin poster under temaet 'Forstå og karakteriser tidligere, nuværende og fremtidige klimaekstremer gennem observationer og modelsimulationer'. Hun viser med sit og kollegernes arbejde et generelt fald i vintertemperaturene i Nordeuropa samtidig med, at udbredelsen af havis i Barentshavet og Karahavet falder. Der er stadig usikkerhed om i hvor høj grad reduktionen af havis påvirker vinterafkølingen, og der skal forskes mere i området, siger Shuting.

Men resultaterne antyder, at de kolde vintre, vi har oplevet de senere år, ikke er i modstrid med det generelle billede af global opvarmning.

Klimaforskerne er kaldt sammen under den paraplyorganisation, som kaldes World Climate Research Programme (WCRP); en organisation med 30 år på bagen. WCRP blev oprettet i 1980 af FN-organisationen WMO (World Meteorological Organization) og det Internationale Forskningsråd (ICSU). Sidenhen er også den Mellemstatlige Oceanografiske Kommission (IOC) og FN-organet for uddannelse, forskning og kultur (UNESCO) blevet en del af WCRP.

I denne uge rapporterer vi fra WCRP Open Science Conference i Denver Colorado.

26. oktober 2011

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle