'Times Atlas' tegner indlandsisen for lille

"Der er intet videnskabelig belæg for, at arealet af Grønlands indlandsis siden 1999 er skrumpet med 15 %, som den nyeste udgave af 'Times Atlas' viser", siger klimaforsker Ruth Mottram, DMI.

I den seneste udgave af det engelske 'Times Atlas' er arealet af Grønlands indlandsis mindsket med 15 % i perioden fra 1999 til 2011. Det skal afspejle effekten af global opvarmning. Men der er intet videnskabeligt belæg for påstanden, der er overvurderet og ikke baseret på robuste målinger.

'Times Comprehensive Atlas of the World' udkom første gang i 1899 og er standardreference-atlasset i store dele af verden.

Den markante forskel på de to 'Times atlas'-kort over Grønland for henholdsvis 1999 og 2011 er, at kyststrækningen især på østsiden ikke længere er dækket af is. Det sande billede er dog et andet.

Fejlen kan være sket, hvis katograferne fra 'Times Atlas' har anvendt satellitbilleder over Grønland til at vurdere indlandsisens arealmæssige udbredelse.

"Når jeg kigger på satellitbilleder over Grønland, ser det rigtig nok mørkt ud langs kysten, men det betyder ikke, at isen er forsvundet" forklarer klimaforskeren og fortsætter: "den mørke farve skyldes snavs, støv og vulkansk aske, der gør isen mørk især i Sydøstgrønland".

Arealet af indlandsisen er mindsket med de forkerte procenter i 'Times Atlas', men det ændrer ikke på, at isen skrumper i Grønland. I periode fra 2003 til 2008 er der forsvundet omkring 191 til 240 milliarder ton is om året i perioden. Det svarer til omkring 5 meter vand fordelt jævnt ud over Danmark

For yderligere information kontakt Ruth Mottram: rum@dmi.dk:

16. september, opdateret med reviderede tal for isens massetab, 22.september 2011

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle