Vinden væltede vandet
Søndagens storm skubbede store mængder havvand ind i de indre danske farvande og Østersøen.
Stormen, som ramte landet søndag eftermiddag, aften og natten til mandag den 27-28. november 2011, nåede helt op på en vindstyrke 10 (25-29 m/s) fra nordvest, først over Skagerrak og Kattegat, og siden også ved farvandet omkring Bornholm. Det gav problemer med forhøjet vandstand flere steder i landet og store forskelle i den lokale vandstand over korte afstande.
I Limfjorden nåede vandstanden i Løgstør op omkring 1,9 meter. Det var den højeste registrerede vandstand i de indre farvande under denne storm.
Stormen pressede vand fra Nordsøen langs Nordjyllands kyst rundt om Skagen, og videre ned i det sydlige Kattegat, hvor vandstanden flere steder nåede op omkring en 50-års hændelse.
Især Nordsjælland og Øresund blev hårdt ramt. Vandstanden i Københavns Havn nåede op på 1,4 meter kort før midnat.
I bælter og sund trængte vandet sydpå til broerne i Lillebælt og Øresund. Via Storebælt nåede højvandet ned til den faste forbindelse mellem Langeland og Fyn, til den snævre passage mellem Spodsbjerg og Tårs, og videre over til Storstrømsbroen (figur). Vandet nord for disse passager var ledsaget at et næsten lige så kraftigt lavvande syd for.
Det meget vand, der blev presset fra nord, forårsagede nogle markante forskelle i vandstand mellem forholdvis tætte målepunkter. Vandstandsforskellen mellem København og Drogden nåede således helt usædvanligt op på 2,5 meter ved midnat.
Også i Lillebælt var der usædvanlige vandstandshældninger på kort afstand. Der var således 1,30 meter højdeforskel på syd og nord over en strækning på omkring 75 kilometer. Klokken 9:19 meldte Fynshav i bunden af Lillebælt på DMI’s vandstandkort -71 centimeter under den såkaldte Dansk Vertikal Reference (DVR), mens Fredericia i den nordlige del målte +58 centimeter.
28. november 2011.