140 år som vejrets vogtere
Tre ting er vi fælles om:
fødslen, døden og vejret.
Hvorfra de fleste metaforer kommer
for hvordan skulle man kunne beskrive det hele
ude at referere til storm og stille
strålende sol, øsende regn, iskulde, torden og
lynild?
Første vers af Klaus Rifbjergs 'Helt hen i vejret' i anledning af DMI 125 år jubilæum i 1997.
Med en bevilling det første år på 7.400 rigsdaler og fire medarbejdere sprang Meteorologisk Institut ud i livet den 1. april 1872 som en institution under Marineministeriet. I løbet af få år blev der oprettet målestationer i hele det danske rige, inklusiv Grønland, Island, Færøerne og de Vestindiske Øer.
Det er i dag 140 år siden, og meget vejr har passeret himlen siden.
Dengang blev DMI's arbejdsopgaver beskrevet ved følgende punkter:
- Tilvejebringelse af iagttagelser
- Spredning heraf til offentligheden
- Udvikling af videnskabelig meteorologi
…og det er stadig nogle af DMI's væsentligste opgaver den dag i dag.
Senere blev den meteorologiske betjening af danskerne udvidet, da først (det som senere blev) Flyvevejrtjenesten og siden Forsvarets Vejrtjeneste skød op som selvstændige organisationer under henholdsvis Statens Luftfartsvæsen og Flyvevåbenet.
Efter flere tilløb begyndende i slutningen af 1940'erne blev de tre vejrtjenester lagt sammen i 1990 og i løbet af en kort årrække var alle flyttet ind i det nuværende hovedsæde på Lyngbyvej 100 i København.
DMI er i dag en højteknologisk og højt specialiseret virksomhed, som baserer sig på satellitter, supercomputere, radar, automatiske målestationer og meget andet.
I dag hører DMI til under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.
Den største gruppe medarbejdere er meteorologerne, som i døgndrift fremstiller vejrudsigter 'til offentligheden' for dansk landområde, farvandene, Grønland, Færøerne og lufthavne i det ganske land.
Udover den døgnbemandede vejrtjeneste har DMI en stor teknisk afdeling, som indsamler og kvalitetssikrer de 'iagttagelser' eller observationer, der er helt essentielle for vejrudsigterne, og flere videnskabelige afdelinger, der både udvikler den 'videnskabelige meteorologi' og de ekstra lange vejrudsigter, som vi i dag kalder klima.
Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 31. marts 2012.