22 år siden en varmere martsdag
Tirsdag eftermiddag sneg termometeret sig så højt op, at vi skal helt tilbage til 1990 for at finde en martsdag, hvor det var varmere.
Tirsdag den 27. marts 2012 lige omkring klokken 16 målte DMI's vejrstation Stenhøj i Vendsyssel 19,1°C.
Vi skal hele 22 år tilbage til 1990 for at finde en højere temperatur i marts. Den 18. marts det år nåede termometeret i Karup i Midtjylland svedende 22,2°C. Det står fortsat som den absolutte varmerekord for måneden.
De 19,1°C tangerer den højeste temperatur fra marts 1998.
Til højre ser du hvor højt termometeret maksimalt har været oppe i marts siden rekorden i 1990 (øverste tabel) samt de ti år med den varmeste martsdag (nederste tabel). Data går tilbage til 1891.
Regionsmaksimum
Alle egne af Danmark nåede ganske pæne maksimumtemperaturer tirsdag. Klimatolog Peter Riddersholm Wang har gjort maksimum op region for region.
- Nordjylland: 19,1°C (Stenhøj, vest for Frederikshavn)
- Midt- og Vestjylland: 16,8°C (Foulum, mellem Viborg og Hobro)
- Østjylland: 19,0°C (Århus Lufthavn, Djursland)
- Syd- og Sønderjylland: 18,3°C (Skrydstrup)
- Fyn: 18,6°C (Årslev, syd for Odense)
- Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster: 17,6°C (Brandelev, øst for Næstved)
- København og Nordsjælland: 18,6°C (Landbohøjskolen i København)
- Bornholm: 16,5°C (Nexø)
Hvorfor så varmt?
De højeste temperaturer blev målt i den østlige del af Jylland. Det var ikke en tilfældighed. Den milde luftmasse trak ind over landet vestfra. Derfor fik Jylland mere varme fra luftmassen end Bornholm.
Vinden kom fra nordvest og vest og var svag til jævn i det meste af landet. Ved de vestvendte kyster, og især ved den jyske sydvestkyst, op til frisk i perioder. Det havde afgørende betydning for, hvor maksimumtemperaturen indtræffer. Udover en mild grundluftmasse, giver Solens stråler også deres besyv med på en forårsdag i marts, hvor vinden ikke blæser ret meget.
Solen varmer jorden op, og varmen forplanter sig op gennem de nederste luftlag. I de kystnære vestvendte områder blæses den opvarmede luft ved overfladen hele tiden en anelse østover, og varmen fra jorden skal derfor hele tiden forplanter sig op i ny kølige luft, der kom ude fra havet.
Inde i landet, hvor luften i perioder står næsten stille, når Solens stråler at varme jordoverfladen mere op, fordi den opvarmede luft lige over jordoverfladen ikke flyttes så hurtigt. Varmen når derfor at forplante sig længere og længere op i lufthavet, som dagen skrider frem. Dertil kommer, at den smule nye luft der kommer til området vestfra, allerede er blevet varmet lidt op på vejen dertil.
Det er forklaringen til, hvorfor luften ved de østvendte kyster når at blive de varmeste på en dag som tirsdag den 27. marts.
28. marts 2012.