44% majregn på tre dage
Regn, regn og regn. Tre dage i træk har vi fået regn og byger. 21 millimeter blev der lagt til landsgennemsnittet for nedbør i maj 2012. Det er 44% af klimanormalen for maj.
Særligt torsdag blev et vådt døgn, hvor alle fik regn. Den største måling på ét sted blev i Nykøbing Falster, der fik regulært skybrud. Fra klokken 23 torsdag aften og godt halvanden time frem faldt der 38 millimeter. Når det regner 15 millimeter eller mere på 30 minutter eller mindre, definerer vi det som skybrud. Dette kriterium blev overskredet i Nykøbing Falster. Da regnen var kraftigst, faldt der næsten 24 millimeter/30 minutter.
Region Bornholm fik klart mest med gennemsnitligt 28 millimeter. Kraftige byger natten til fredag lagde godt til i nedbørsregnskabet. Fra klokken 20 torsdag aften og 12 timer frem faldt der på Østerlars ikke mindre end 36 millimeter. Rønne fik 30 millimeter i samme periode.
Den gældende klimanormal for nedbør i maj er på 48 millimeter for landet som helhed. Maj måned 2012 ligger foreløbigt på 21 millimeter i landsgennemsnit. De første syv døgn blev landsgennemsnittet ikke løftet fra nul millimeter. De sidste tre døgn gik det op med to dage af fire millimeter og prikken over i’et torsdag 13 millimeter. Det betyder, at vi har fået 44% af en gennemsnitlig maj måneds nedbør.
11. maj 2012.