Alberto tyvstarter Atlantens cyklonsæson
Officielt starter sæsonen for tropiske cykloner i Nordatlanten - de såkaldte hurricanes - først den 1. juni. Alberto er dog tilsyneladende ligeglad og roterer lystigt øst for Florida.
Tropiske cykloner i Atlanterhavet er dem, vi også kender som hurricanes. De er roterende vindsystemer, som kan opnå vindhastigheder på over 250 km/t eller 70 m/sek og gå i land med et enormt destruktivt potentiale.
Tropiske cykloner får deres energi fra varmt havvand. Derfor følger forekomsten af dem en årstids-cyklus. I nordatlanten løber sæsonen normalt fra 1. juni til 30. november. Men i år er åbenbart ikke 'normalt' - i al fald opstod den første cyklon allerede søndag den 20. maj.
Årets første system har fået navnet Alberto. Tropiske cykloner navngives efter en helt fast alfabetisk rutine, hvor hver sæson starter med bogstavet 'A'. Herefter arbejder meteorologerne ved National Hurricane Center i Miami sig ned igennem alfabetet så langt som antalet af systemer kræver. Vi ved allerede, at Albertos fire første mindre søskende kommer til at bære navnene: Beryl, Chris, Debby og Ernesto.
Mandag eftermiddag dansk tid ligger Alberto ud for Floridas kyst. Herfra bevæger den sig i de kommende dage mod nordnordøst. Dermed lever og dør Alberto efter alt at dømme til havs. Systemet opnår heller ikke de voldsomme vindhastigheder, men forbliver i den kategori som kaldes 'tropisk storm'.
Typisk starter sæsonen med få og relativt svage cykloner, men efterhånden som sommersolen varmer havvandet op, stiger potentialet for systemer, der som f.eks. Hurricane Katrina i 2005 når helt op i den såkaldte kategori 5. Her er vindhastighederne over 250 km/t eller 70 m/sek.
Vest for USA - i Stillehavet - starter sæsonen allerede den 15. maj. Også her er de første systemer på banen.
21. maj 2012.