Bundkulde driver op over Danmark
Højtryk og rolige vindforhold giver typisk gråt efterårsvejr. Det er også kilden til en markant bundkulde, der fredag sniger sig langsomt op over os.
I øjeblikket - midt i november 2012 - dækker et højtryk store dele af Europa. Det giver rolige vindforhold mange steder, men også en stor udbredelse af lavthængende skyer. Det er typisk for højtryksvejr på denne tid af året.
Som det fremgår af kortet, lå temperaturen syd for Danmark fredag den 16. november 2012 klokken 12:00 lokal tid,kun lige omkring frysepunktet.
Denne kolde luftmasse er på vej op over Danmark med søndenvinden. Det vidner temperaturmålingen fra Gedser om. Her viser termometeret kun omkring én grads varme, mens resten af Danmark endnu havde fem til ni graders varme. Bundkulden, som sådan en kold luft i bunden af atmosfæren kaldes, er altså allerede nået frem til den sydligste del af Danmark ved middagstid.
I løber af fredag eftermiddag og aften og natten til lørdag forventes bundkulden at brede sig op over resten af landet. Meteorologerne forventer derfor, at temperaturen natten til lørdag når at falde til mellem frysepunktet og fire graders varme.
16. november 2012.