Danmark i marts: 4. varmeste siden 1874

Marts 2012 blev den 4. varmeste marts målt i Danmark. Vi skal dog kun fem år tilbage for at finde en endnu varmere udgave af måneden.

For fem år siden tangerede marts sin egen varmerekord fra 1990 med en gennemsnitstemperatur på 6,1°C. Helt derop nåede vi ikke i år med 5,7°C.

5,7°C er imidlertid nok til en plads som den 4. varmeste marts siden DMI begyndte de landsdækkende målinger i 1874.

Vejret sprang en måned

Klimanormalen for marts i Danmark er 2,1°C. Klimanormalen er den internationalt definerede referenceperiode som dækker de 30 år fra 1961-1990. Ser vi på perioden 2001-2010, var gennemsnittet for marts 3,0°C. Temperaturen i marts i år lå altså noget over både Danmarks normalklima og noget over marts som vi har oplevet den de senere år.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at 5,7°C er klimanormalen for april. Marts i år var altså lige så varm, som april gennemsnitligt var i perioden 1961-1990.

Masser af sol

Varme i foråret er ofte kombineret med sol, fordi luftmasserne omkring os som udgangspunkt er kølige. Er det letskyet eller skyfrit, varmer Solen landet op, som igen varmer luften op.

Den varme marts 2012 er ingen undtagelse og bød på i alt 164 solskinstimer. Det er 54 timer mere end i normalperioden 1961-1990, men blot 18 timer mere end i perioden 2001-2010. Vi har altså vænnet os til godt med solskinstimer i marts de senere år.

Du kan læse meget mere om vejret i marts 2012 fra 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Koldeste marts

Koldeste marts   Varmeste marts Varmeste marts
1942 -3,5°C   1990 6,1°C
1888 -3,0°C   2007 6,1°C
1947 -2,1°C   1938 6,0°C
1987 -1,8°C   2012 5,7°C
1883 -1,6°C   1989 5,4°C

 

 

2. april 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle