Dansk studie: Luftfoto giver ny viden om Indlandsisens dynamik
En gruppe primært danske forskere har ved hjælp af luftfoto vist, at Grønlands Indlandsis er noget mere dynamisk end satellitobservationer fra de seneste 10 år antyder, skriver de i torsdag i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.
Studiet, som primært er dansk, inkluderer forskere fra Københavns Universitet (KU), Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Kort og Matrikelstyrelsen (KMS) og en række udenlandske institutioner.
Forskerne studerede i samlingen af luftfotos over det nordvestlige Grønland udtyndingen af isen tilbage til midten af 80'erne. Deres resultater peger på, at ændringer i ismassen i denne sektor primært blev forårsaget af kortvarige begivenheder, snarere end gennem langsomme ændringer over tid i overflademassebalance.
"Resultaterne understreger, at forudsigelser om indlandsisens fremtid som følge af en fortsat øgning af den globale temperatur, skal ses over lang tid, og at perioden med satellitdata stadig er forholdsvis kort til at drage fyldestgørende konklusioner," siger forskningsleder ved Danmarks Klimacenter, Jens Hesselbjerg Christensen.
Han hilser derfor de næsten 20 års ekstra data velkommen og mener, at de vil supplere de satellitbaserede målinger helt fint. Han suppleres af Dr. Ruth Mottram, ligeledes fra Danmark Klimacenter, som netop er specialist i modelleringen af iskappen:
"Vi ved, hvor vigtigt det er at kunne modellere de forhold, som styrer udviklingen af iskappen med betydelige geografiske og tidslige variationer, og vi har gennem længere tid arbejdet med at kunne studere dette med vores modelsystem for Grønlands indlandsis," siger Ruth Mottram.
Først i de senere år er klimamodellerne begyndt at tage hensyn til samspillet mellem atmosfæren, havene og indlandsisen.
"Global opvarmning forventes at have en betydelig indvirkning på Grønland indlandsis og de senere års massetab i det nordvestlige Grønland har da også været betydelige. Derfor skal scenarier for fremtidens udvikling af indlandsisen, og dens bidrag til vandstandsstigninger tage hensyn til en så komplet viden om de fysiske forhold som muligt," slutter klimaforskeren.
3. august 2012.