Danskernes ti bedste vejrspørgsmål 2011/2012 de første fem

Næsten hver uge besvarer vi et interessant vejrrelateret spørgsmål i vores elektroniske nyhedsbrev. Vi har nu samlet de ti bedste fra det seneste år. I dag får du de første fem.

• Hvad er forskellen på tåge og dis
• Det lyn jeg så, har det et navn?
• Hvorfor er der en tidevandsbølge der er større end andre?
• Kan CO2 målinger fra Hawaii overføres til Danmark?
• Er der balance mellem Jordens høj og lavtryk?

Ugens spørgsmål - tåge og dis, uge 31, 2011

Da min kone og jeg vågnede tirsdag morgen og kiggede ud af vinduet, kunne vi ikke se naboens hus, der ligger cirka 100 meter fra vores. Vi diskuterede under morgenmaden, om det vi så var tåge eller dis. Hvad er forskellen på dis og tåge?  

Der er en entydig definition på tåge. Det er skyer med kontakt til jordoverfladen, hvori sigtbarheden er mindre end 1000 meter og tykkelsen er mere end to meter over land og ti meter over hav. Når sigtbarheden er nedsat, men mere end 1000 meter, kaldes det dis. Så det I oplevede mandag morgen var tåge.

Den nat blev der dannet udbredt tåge i det meste af landet, undtaget var dog Nordjylland, der var dækket af skyer, så I var langt fra de eneste, der vågnede op til et landskab der ved solopgang kan minde om et klip fra en eventyrfilm.

Med venlig hilsen Lone Seir Carstensen

Denne række af forudladninger foregår ofte med et ophold på ca. 50 µs (mikrosekunder) mellem hvert skridt som typisk forlænger lynkanalen 50 m ad gangen og samtidig fordeler den overliggende ladning ned gennem lynkanalen. På denne måde nedbrydes luftens normalt gode isoleringsevne for elektrisk ledning.

På et tidspunkt hvor lynkanalen når ned i nærheden af jordoverfladen, vil det forstærkede elektriske felt imellem spidsen af lynkanalen og ledende objekter på jordoverfladen starte opadgående udladninger fra jorden mod den nederste ende af lynkanalen. Disse kaldes også streamers. Dette sker inden for en kritisk radius og behøver således ikke nødvendigvis at være fra det højeste objekt i de nærmeste omgivelser, så længe dette er uden for den kritiske radius.

Det er dog alligevel sådan at de opadgående udladninger hyppigst sker fra høje objekter.

Når de to udladninger mødes, kortsluttes systemet, og den egentlige hovedudladning sker igennem den for-ioniserede bane ved at en elektrisk strøm på op til adskillige hundredtusinder ampere i løbet af 20-50 µs udligner spændingsforskellen mellem jord og sky.

Med venlig hilsen John Cappelen

Ugens spørgsmål - en tidevandsbølge større end alle andre? Uge 37, 2011

I Ugens Vejr i Verden uge 35, skrev vi om den årligt tilbagevendende ekstremt høje tidevandsbølge i den kinesiske Qiantang-flod i september. Fænomenet har været fejret i over 2.000 år og bølgens komme er fastlagt på dato. I år var den dog ekstra høj og tæt på at koste menneskeliv. Nyheden fik en læser til at spørge: Kunne I ikke forklare hvordan der kan være en tidevandsbølge, der kun kommer én gang om året? Og oveni købet på dato.

Fænomenet tidevandsbølge kaldes på engelsk 'tidal bore' og fysikken bag er rimelig simpel. Bølgen opstår, når tidevandet trænger ind i en tragtformet flodmunding. Opstrøms bliver floden gradvist smallere og mere lavvandet, så bølgens energi presses sammen på mindre og mindre plads. Det omsættes i en øget bølgehøjde, og i dette tilfælde bliver bølgen så høj, at den bryder i fronten under hele sin vej op ad floden.

Man behøver dog ikke tage Jorden rundt for at opleve en tidevandsbølge - briterne har otte. Bølgen i Qiantang-floden er imidlertid helt speciel. Den regnes for den største i verden og kan nå en højde på næsten ni meter og en hastighed på 40 km/t.

Som udgangspunkt forekommer tidevand og dermed tidevandsbølgen ca. to gange i døgnet drevet af påvirkningen fra Månens og Solens tyngdefelter i kombination med centrifugalkraften i rotationen af henholdsvis Jord-Måne og Jord-Sol systemet. På visse tidspunkter modarbejder de to felter hinanden, og på andre tidspunkter samarbejder de mere eller mindre. I de tilfælde, hvor de samarbejder, får vi fænomenet 'springflod', som er et ekstra højt tidevand der forekommer med ca. 14 dages mellemrum tæt ved fuldmåne og nymåne.

Når der i Qiantang-floden på samme tidspunkt hvert år forekommer én tidevandsbølge, som er højere end alle de andre, så skyldes det både astronomi og meteorologi.

To gange om året samarbejder Solen og Månen nemlig ikke blot nogenlunde, men næsten perfekt. Det sker omkring forårs- og efterårsjævndøgn i marts og september, hvor Solen og Månen begge ligger i samme plan set fra Jorden, og hvor deres tiltrækningskræfter derfor er perfekt synkroniserede. Det giver potentiale for en exceptionel høj bølge under den springflod, der ligger tættest på jævndøgnene.

I Qiantangfloden er det dog bølgen på den 18. dag i årets 8. måne-måned - altså ved efterårsjævndøgn - som er allerhøjest. Denne lille gåde i gåden løste den oprindelige spørger faktisk selv. Han kiggede klimadata for regionen igennem og kunne bidrage med følgende: Forskellen mellem de to springfloder ved jævndøgn skyldes variationer i nedbør og dermed variationer i vandstanden i floden. Efter den tørre vinter, står vandet lavt, og bølgen mister hurtigt sin energi. Om efteråret derimod er vandstanden højere, og bølgen formår at holde sit moment meget længere op ad floden.

At netop bølgen i 2011 var endnu højere end normalt og var tæt på at koste nogle af de mange tilskuere livet skyldes, at bølgen denne gang ikke blot var en tidevandsbølge, men havde også en stormflodskomponent fra tyfonen Nanmadol ude i det Sydkinesiske Hav.

Med venlig hilsen Niels Hansen

Ugens spørgsmål - spredning og måling af CO2, uge 38, 2011

Vi er en gruppe 2.g'er, som beskæftiger os med CO2. Vi har fundet frem til, at CO2-indholdet måles på Hawaii, men kan disse målinger overføres direkte til Danmark?

Der bliver målt CO2 andre steder end på Hawaii, men det er den længste, ubrudte måleserie der findes. Derfor er det tit den der benyttes, når man skal vise CO2-ændringer gennem tiden.

Målingerne fra Hawaii kan ikke direkte overføres til Danmark. CO2-indholdet i atmosfæren er normalt højere på den nordlige halvkugle end på den sydlige halvkugle, samt højere på mellembreddegraderne end nær Ækvator og i Arktis. Globalt er de typiske variationer dog kun på mellem 2 og 3 ppm (1 ppm er 1/1.000.000) med en makismal variation på 8 ppm sat i forhold til et gennemsnitligt indhold i atmosfæren på næsten 400 ppm. Variationen er altså typisk under 1% og maksimalt 2% af den samlede koncentration.

De lokale og regionale variationer har imidlertid stort set ingen indflydelse på CO2's virkning som drivhusgas. Drivhuseffekten er den samlede effekt set for hele Jorden og vores atmosfære. Det er den ene grund til, at udledningen af CO2 og drivhusgasser generelt er et globalt problem, som ikke kan løses på lokal eller regional basis. Den anden grund er, at Jordens atmosfære er ét stort lufthav og CO2 fra ën kilde ét sted efter få år er spredt til hele kloden. Derfor er koncentrationerne over områder med stor udledning, som f.eks. Europa og USA, kun marginalt højere end over f.eks. Stillehavet.

Med venlig hilsen Niels Hansen.

Ugens spørgsmål - Jordens høj og lavtryk, uge 39, 2011

Når jeg kigger på jeres vejrkort over hele Jordens høj- og lavtryk, så ser det ud til at lavtryk ofte er 'betydelig' lavere på den sydlige halvkugle end på den nordlige halvkugle. Jeg troede der var en vis balance i dette. Har I en god forklaring?   

Du har ret i, at det ser sådan ud i sommerhalvåret, men ikke i vinterhalvåret. Om vinteren har vi også nogle meget dybe lavtryk på den nordlige halvkugle, især ude over Nordatlanten og det nordlige Stillehav.

Lavtrykkene dannes, når varme og kolde luftmasser mødes, forsøger at fortrænge hinanden og spiralerer rundt om hinanden. Når temperaturkontrasterne er store, bliver lavtrykkene dybe.

Om vinteren bliver det ekstra koldt ved polerne på grund af den manglende solindstråling, mens temperaturerne ved ækvator er næsten konstante året rundt. Derfor bliver temperaturkontrasterne størst om vinteren. Og derfor bliver lavtrykkene dybere om vinteren end om sommeren.

Når lavtrykkene kommer ind over landjorden, fyldes de op. Jordoverfladens ruhed bremser vinden, der blæser rundt om lavtrykket, og efterhånden taber lavtrykket pusten helt og dør ud.

2/3 af Jordens landjord ligger på den nordlige halvkugle, mens den sidste 1/3 er at finde på den sydlige halvkugle. Lavtrykkene bevæger sig derfor mindre forstyrret gennem lufthavet på den sydlige halvkugle, især nede omkring Sydpolen, hvor kun Sydamerikas smalle spids kan forstyrre lufthavet. Her kan lavtrykkene derfor udvikle sig meget kraftigt, og de dør langsommere ud. Vejret omkring Sydpolen er også mere råt end vejret omkring Nordpolen.   

Med venlig hilsen Lone Seir Carstensen.