Flot, men bidende koldt, i Grønland
I nat fik Grønland tocifrede minusgrader - koldest var Søndre Strømfjord med minus 39 grader.
Grønland har en flot tirsdag i vente, da der de fleste steder ventes nogen eller en del sol, men det bliver bidende koldt, med tocifrede frostgrader de fleste steder. Som dagens højeste temperatur vil man i Sydgrønland nå op på mellem 5 og 10 graders frost.
At det også har været en kold nat, fremgår af satellitbilledet herunder, som er overlagt med temperaturen målt klokken 05.00 tirsdag morgen grønlandsk lokaltid.

Koldest natten til tirsdag var det i Søndre Strømfjord, hvor der som følge af klart vejr med næsten ingen vind, blev målt 39 graders frost.
Netop i Søndre Strømfjord har DMI en afdeling, der som primær opgave betjener luftfarten i Grønland. Mens meteorologen Annika Nygren, passede sin nattevagt, tog hendes kæreste dette smukke billede af Nordlyset.

28. februar 2012.