FN frigiver rapport om håndtering af ekstremvejr
Rapport udarbejdet efter IPCC's nye procedurer underbygger de konklusioner, vi skal basere fremtidens klimatilpasning på. Video formidler essensen af de 592 sider på fem minutter. Se den her.
Onsdag den 28. marts offentliggør FN's klimapanel, IPCC, sin særrapport om håndtering af ekstremvejr. Rapporten er på 592 sider, har 220 forfattere fra 62 lande og i løbet af revideringsprocessen er over 18.000 faglige kommentarer blevet taget til efterretning.
Rapporten samler op på al den tilgængelige, videnskabelige litteratur inden for emnet og besvarer spørgsmål som:
- Fører klimaændringer til flere og voldsommere vejrekstremer?
- Hvordan spiller sociale og miljømæssige forhold sammen med vejr- og klimaforhold i forbindelse med katastrofer?
- Kan vi gøre samfundet mere modstandsdygtigt over for ekstreme begivenheder?
IPCC har sammen med en håndfuld af forfatterne udgivet en kort film, der illustrerer de vigtigste pointer i rapporten. Du finder filmen fra YouTube nedenfor.
Milepæl for panelet
Konklusionerne i rapporten kommer dog næppe som den store overraskelse, for de der følger arbejdet i IPCC. Et såkaldt resume for beslutningstagere, blev nemlig offentliggjort allerede i november 2011. Dagens udgivelse er dog en vigtig milepæl for klimapanelet.
"Offentliggørelse af den fulde særrapport betyder, at interesserede kan dykke ned i den tekst, som ligger til grund for resumeet. Det er vigtigt for anseelsen af de konklusioner, som vi skal bygge den fremtidige klimatilpasning på", forklarer centerleder Anne Mette K. Jørgensen fra Danmarks Klimacenter på DMI.
Ifølge centerlederen er rapporten den første større udgivelse fra IPCC, hvor nye og mere åbne arbejdsprocedurer har været anvendt.
"Som noget nyt er de tidlige udkast til rapporten samt de over 18.000 kommentarer og forfatternes svar på kommentarerne også offentliggjort. Det vil fremover ske for alle rapporter i IPCC-regi, når de er færdige og offentligt tilgængelige".
Den større åbenhed i processen er en opfølgning på det såkaldte IAC-review fra den internationale sammenslutning af videnskabsakademier. IAC-rapporten fra 2010 anerkender IPCC's arbejde gennem mere end 20 år og betegner arbejdsprocedurerne som sunde, men anbefaler samtidig at gennemføre en række reformer.
"Langt de fleste anbefalinger er nu omsat til handling. Det er med til at sikre, at næste hovedrapport fra IPCC i 2013 og 2014 lever op til den højeste standard", slutter Anne Mette K. Jørgensen.
28. marts 2012.