Foreløbig kold sommer-skulder
Begyndelsen på sommeren 2012 var kold. Det er 11 år siden, at sommeren har været så kølig de første to uger.
Da vejret i maj 2012 gav sommerdage med temperaturer over 25°C, så det lovende ud for en varm sommer. Men så kom juni med det ustadige vejr, og det langærmede tøj og overtøjet måtte frem igen.
En kold sommer-skulder
"Det er 11 år siden, at perioden 1.-14. juni har været så kold", fortæller klimatolog Mikael Scharling. "Gennemsnitstemperatur for juni 2012 ligger foreløbigt på 11,3°C".
Det 3,8°C koldere end sidste år samme tid. Det er 2,4°C under gennemsnittet for samme periode 1961-90, og 2,8°C under gennemsnittet for samme periode fra 2001til 2010.
Dertil kommer, at de mange lavtryk har bragt blæsevejr med sig, hvilket får det til at føles endnu køligere. Det er ikke så mærkeligt, at varmere junivejr efterlyses af flere.
Den koldeste region i juni 2012 frem til den 14. om morgen blev Nordjylland med 10,8°C, mens den luneste region blev 12,0°C.
Gennemsnitstemperaturen kan dække over store eller små udsving hen over døgnet. På døgn med overskyet og blæsende vejr kan temperaturen være næsten konstant døgnet rundt. På døgn med klart vejr kan temperaturspændet være stort.
År | Gennemsnitstemperatur 1.-14. juni |
---|---|
2001 | 10,6°C |
2002 | 15,7°C |
2003 | 16,1°C |
2004 | 14,4°C |
2005 | 11,4°C |
2006 | 14,1°C |
2007 | 17,4°C |
2008 | 16,0°C |
2009 | 11,8°C |
2010 | 13,5°C |
2011 | 15,1°C |
2012 | 11,3°C |
I juni 2012 var den største temperaturkontrast inden for et døgn på 14,4°C i døgnet 12. juni klokken 8 og 24 timer frem. Natten til tirsdag var temperaturen nede på 6,9° og om eftermiddagen toppede temperaturen med 21,3°C i København. Det blev også den højeste foreløbige temperatur for juni 2012. Det kortvarige varmepust op over den sydøstlige del af landet udløste den tirsdag eftermiddag lokal torden og enkelte skybrud.
Varmeste halve juni siden 2001
Den varmeste første del af juni de seneste 11 år var i 2007. Gennemsnitstemperaturen for perioden 1-14. juni 2007 var 17,4°C, ikke mindre end 6,1°C højere end i år.
Koldeste halve juni
Den koldeste første del af juni de seneste 11 år var i 2001. Gennemsnitstemperaturen for perioden 1-14. juni 2001 var 10,6°C, hvilket slog tidligere rekord fra 1923 med 0,1°C.
Kold, normal eller varm samlet juni 2012
Det mest sandsynlige med den vejrudsigt, vi har frem til og med den 20. juni 2012, er, at juni 2012 ender med at blive normal eller lidt køligere end normalt.
Hvis middeltemperaturen resten af juni 2012 kommer til at lige på 16,8°C, ender måneden på klimanormalen. Det kan endnu nås, hvis vi får en varm periode sidst på måneden.
Hvis juni 2012 skal nå op og tangere den varmeste juni siden 1874 fra 1889, der lød på 18,2°C, skal resten af månedens gennemsnitstemperatur op på 24,2°C. Det er ikke sandsynligt.
Skal måneden ende rekordkold, koldere end 2001, skal gennemsnittet resten af juni 2012 holde sig under 9,9°C. Det er heller ikke er sandsynligt.
16. juni 2012.