Grønt løft til isrekognoscering
En lille, ny helikopter skal fremover sikre gode is-observationer i de sydgrønlandske fjorde.
Iscentralen i Narsarsuaq foretager året rundt observationer af havis og isbjerge samt lodsningsopgaver for skibsfarten i de Sydgrønlandske fjorde.
Opgaverne udføres med en lejet helikopter, og i seneste udbudsrunde blev kontrakten vundet af BackBone Aviation.
Den nye helikopter sejlede til Grønland fra Danmark, og blev sat af i Nanortalik i sidste uge. Torsdag den 22. marts landede den for første gang i Narsarsuaq.
"Der var naturligvis sommerfugle i maven. Turen fra Nanortalik til Narsarsuaq forløb dog efter planen i smukt vejr og med højt humør. Nu glæder vi os til at løfte opgaven for Iscentralen", siger BackBones chefpilot Søren Thor Jørgensen.
De sidste dage inden Backbones helikopter letter fra Narsarsuaq på den første isrekognoscering, går med at få gjort helikopteren helt klar samt med den obligatoriske inspektion fra Trafikstyrelsen.
"Vi er spændte på, hvordan det kommer til at fungere med den nye helikopter", siger Iscentralens leder Eyðun Simonsen. Backbones helikopter er af typen Eurocopter 120B Kolibri: En let, multi-purpose, turbinedrevet enmotors helikopter, der kan transportere op til fire passagerer ud over piloten.
Eurocopter 120B Kolibri er mere økonomisk og 'grøn', end det iscentralen har været vant til. Den er lidt mindre, bruger 41% mindre brændstof og er mere lydsvag end 'storebroren' Eurocopter AS350 som har været brugt hidtil.
Pr. 1. april er det altså ikke længere en Air Greenland helikopter, som flyver rundt med DMI's is-observatører i Sydgrønland. DMI fortsætter dog samarbejdet med Air Greenland, da instituttet har andre aktiviteter i Grønland, som kræver både fly- og helikoptertransport.
26. marts 2012.