Havisen i Arktis på vej mod ny bundrekord

Der er nu så lidt havis i Arktis, at en ny bundrekord er næsten uundgåelig i løbet af den kommende måned.

Der er ikke tidligere målt så lav en is-udbredelse inden afsmeltningens slutfase som i år. De systematiske målinger af havisen i Arktis med satellit begyndte i 1978.

100.000 kvadratkilometer om dagen

"Netop nu, med endnu nogle uger tilbage af smeltesæsonen, er is-arealet på omkring 4,8 millioner kvadratkilometer. Det er blot cirka 600.000 kvadratkilometer højere end det historiske minimum på 4,2 millioner kvadratkilometer målt den 20. september 2007", fortæller DMI's Rasmus Tonboe der netop nu er på forskningstogt omkring Nordpolen.

På dette tidspunkt i rekordåret 2007 var der fortsat 5,4 millioner kvadratkilometer havis tilbage i Arktis.

"I første halvdel af juni trak varm luft ind over isen. Det accelererede afsmeltningen, så det isdækkede areal svandt med over 100.000 kvadratkilometer om dagen", skriver Rasmus Tonboe i en mail hjem til DMI.

Det daglige is-tab var altså langt over det dobbelt af Danmarks samlede landareal på 43.000 kvadratkilometer.

Tidligt smeltepunkt

Rasmus Tonboe fortæller videre, at isen i Nordpol-området, på grund af den varme luft, nåede smeltepunktet nogle dage tidligere end den plejer.
"At isen når smeltepunktet ændrer is-overfladens refleksionsegenskaber, så mere af den solindstråling der rammer isen bliver absorberet". At afsmeltningen kommer tidligere end normalt er desuden en indikator for, at september is-udbredelsen bliver lav".

At Solen omkring Sankt Hans er oppe hele døgnet i nordpol-området betyder, at det daglige energi-input er højere her end noget andet sted på Jorden. Den varme luft og det store input af solenergi er dog ikke er det eneste afgørende.

"Isen har igennem mange år været under udtynding. Især er meget af den gamle flerårs-is forsvundet fra Polhavet. Den er til dels blevet erstattet af tyndere vinter-is; altså is dannet i løbet af vinteren det enkelte år. Det tyndere isdække er særligt sårbart over for sommerens afsmeltning og med den type is er sommerens vejrforhold afgørende for udbredelsen i slutningen af smeltesæsonen i september", skriver isforskeren fra ekspeditionsskibet: isbryder Oden.

Historisk minimum

I slutningen af juni blev vejret i Arktis præget af flere lavtrykssystemer der spredte isen og bragte køligere vejr med sig. Det forårsagede en kort opbremsning i den kraftige afsmeltning. Is-udbredelsen var dog allerede på det tidspunkt på et historisk minimum for årstiden.

I starten af august var der store åbentvands-områder inde i selve Polhavet. Kun i Grønlandshavet var is-udbredelsen nær gennemsnittet for perioden 1979-2000. Et stort område i Beauforthavet havde åben is, hvor havoverfladen kun var dækket cirka 50% af is med vand ind imellem. Samtidigt, den 4. august, trak et lavtryk under udvikling fra Sibirien ud over det centrale Arktis, hvor det kulminerede omkring den 6. august. I første omgang trak det varm luft med sig og de kraftige vinde spredte og knuste isen. Fra den 6. til den 8. august svandt det isdækkede areal i Arktis med omkring 200.000 kvadratkilometer om dagen.

Den åbne is der dækkede Beauforthavet er nu næsten forsvundet. Der ligger et lavtryk over Beauforthavet og endnu et lavtryk bevæger sig fra vest mod øst mellem Grønland og Nordpolen.", forklarer Rasmus Tonboe.
"Lavtrykket mellem Grønland og Nordpolen giver kraftige vinde og lidt sne til vores midlertidige hjem på den svenske isbryder Oden, der for tiden kortlægger havbunden omkring Nordpolen. Vi har tre mand om bord for at deltage i kortlægningen".

Ny rekord uundgåelig

Den gamle og tykke is ligger langt inde mod Grønland i år. Isen på Odens position, cirka 100 kilometer fra Nordpolen, er omkring 1 meter tyk vinter-is hvilket er meget tyndere is end den gamle flerårsis der før i tiden dækkede området.

Temperaturen ved overfladen ligger altid omkring frysepunktet i smelteperioden, men i omkring 1000 meters højde er temperaturen 1 til 3°C højere end normalt. Også i havområderne der omgiver Polhavet er overfladetemperaturen højere end normalt - især i Baffinbugten, Danmarksstrædet, Karahavet og naturligvis i de havområder der aldrig har været isfrie tidligere, men som nu ligger blottet for Solens stråler.

"En ny bundrekord for havisen i Arktis ser ud til at være uundgåelig", slutter Rasmus Tonboe.

21. august 2012

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle