Hawaii afblæser tsunamialarm
Et kraftigt jordskælv ud for Canada vestkyst udløste søndag morgen klokken 4.03 dansk tid tsunamialarm i Hawaii, oplyser Pacific Tsunami Warning Center.
Klokken 11.54 dansk tid blev varslet nedgraderet til en tsunamimelding, der betyder at folk tæt på vandet skal være opmærksomme på stærk strøm og bølger.
Jordskælvet blev målt til 7,7 på Richterskalaen og havde epicenter tæt ved Queen Charlotte Island, der ikke er omgivet af befolkningstunge byer. Queen Charlotte Islands ligger i det nordlige Stillehav. Jordskælvet udløste en tsunami, som er en række af bølger med en højde på en til tre meter.
Bølgerne bliver dog højere på vej mod land, og myndighederne frygter, at de høje bølger kan slå mod Stillehavøernes kyster i timevis. Varslingscenteret anbefaler, at kysterne hurtigst muligt evakueres.
De første tsunamibølger nåede frem til Hawaii omkring 9.45 dansk tid søndag, men de første meldinger går på, at bølgerne heldigvis en lidt mindre end frygtet.
Der er ingen rapporter om alvorlige skader i Canada efter jordskælvet.
Også i det nordlige Californien udsendte myndighederne en tsunamialarm.
Ring of Fire
Området ved Canadas vestkyst er en del af det såkaldte Ring of Fire, hvor den store Stillehavsplade skubber og maser til alle kontinenterne rundt om Stillehavet.
Ring of Fire er et kompleks af tektoniske forskydninger, der finder sted hele vejen rundt om Stillehavspladen. Randen af pladen er kendetegnet af jordskælv, vulkaner, høje bjerge og dybhavssænkninger.
Bevægelsen af Stillehavspladen er kompleks, og visse steder glider den under de lettere kontinentale plader og danner bjergkæder, som Andesbjergene. Andre steder gnider pladegrænserne mod hinanden og skaber sideværts forkastninger, som det er tilfældet i San Andreas-forkastningen.
Tsunami - en dræbende bølge
En tsunami er en flodbølge, som kan opstå ved for eksempel jordskælv. Lige så fredelige som tsunamier syner på dybt vand, lige så frygtindgydende er de tæt på land.
Tsunami er japansk og betyder 'havnebølge'. Ordet dækker over havbølger, der er fremkaldt af en kortvarig, storskala forstyrrelse af havbunden.
En tsunami er karakteriseret af en høj udbredelseshastighed ved stor havdybde, og kan opnå hastigheder på op til 950 km/t ved en dybde på omkring 7.000 meter. Den kan have en bølgelænge på op til 200 kilometer og bølgehøjde på dybt vand, som blot er en krusning. På lavt vand aftager hastigheden og bølgelængden, men til gengæld øges bølgehøjden.
Når tsunamien nærmer sig kysten, så skifter den karakter og kan ikke længere beholde sin lange bølgelængde på grund af den lave havdybde. De enkelte bølger danner en mur af vand, som vælter ind mod kysten samtidig med, at de indhentes bagfra af flere bølger, der i fællesskab - som et bølgetog - får bølgehøjden til at stige næsten eksplosivt. Det store pres på vandet vil i nogle tilfælde nærmest suge vandet væk fra stranden, hvilket hjælper med til at bygge bølgen til op til 30 meters højde eller mere. En 30 meter høj bølge, som rammer kysten med 30-40 km/t kan forrette alvorlige skader langt ind i landskabet. Et bølgetog har typisk to-tre bølger.
28. oktober 2012.