Hvor skal Sandy nu hen?
Stormen som engang var Sandy ligger tirsdag inde over det centrale, østlige USA. I de kommende dage bevæger lavtrykket sig mod nord og nordøst for igen at løbe ud over Nordatlanten. Endestationen i næste weekend kan blive det vestlige Grønland.
Den tidligere tropiske orkan Sandy er nu omdannet til et lavtryk, som dem vi oplever i Danmark. De amerikanske meteorologer kalder derfor ikke længere systemet for 'Hurricane Sandy', men i stedet for 'Superstorm Sandy'.
"Sådan et ekstra-tropisk lavtryk, som Sandy er nu, lever af temperaturkontraster i atmosfæren. Tropiske lavtryk lever derimod af frigivelsen af latent varme", siger meteorolog Jesper Eriksen fra DMI.
Ekstra-tropiske lavtryk plejer at dø langsomt ud, når de kommer om på den kolde side af polarfronten. Og som kortet nedenfor angiver, befinder Sandy sig faktisk nu netop på den kolde side af polarfronten.
"Det betyder, at lavtrykket de kommende døgn langsomt bevæger sig mod nord og svækkes yderligere. Det udvikler sig dog samtidigt til et lavtryk, der dækker et meget stort areal. Lavtrykket vil også fortsat kaste nedbør af sig, der i bjergene og længere nordpå i Canada falder som sne", fortæller Jesper Eriksen.
Kigger vi endnu længere frem, bevæger det lavtryk, der startede som Hurricane Sandy, sig endnu en gang ud over Atlanten - nu langt mod nord. Her tager det turen over til Grønland, hvor det potentielt kaster en hel del nedbør af sig frem mod og i løbet af næste weekend.
30. oktober 2012