Isbjerg eksploderet

Resultatet af eksplosionen af det store isbjerg blev et utal af små isbjerge og mindre stykker af gletscheris –også kaldet isskosser. På satellitfotos fra de to dage kan det ses, hvordan et område på fire-fem kilometer i diameter af små isbjerge blev dannet fra den ene dag til den næste.

Et halv døgn efter, at det eksploderede isbjerg blev observeret på satellitbillede, var isbjergfragmenter drevet cirka ti km mod nordnordvest som følge af strøm og vind.

Kollaps af isbjerge forekommer, når der foregår stor smeltning, erosion og de interne spændinger i isbjerget stiger. Erosionen af isbjerget sker fysisk, når vejr og bølger "gnaver" sig ind i isbjerget. Det gør isbjerget mere porøst og skrøbeligt.

Står isbjerget på havbunden, hvilket formentlig har været tilfældet i nærværende eksempel, kan tidevand også være medvirkende til erosionen. Ved højvande løftes isbjerget op, mens det ved det efterfølgende lavvande bliver slået ned mod bunden.

Genfrysning af smeltevand i isbjergets revner og sprækker er endnu en mekanisme, som kan bidrage til kollapset. Vi kender desværre ikke præcist alle mekanismerne, da vi mangler målinger foretaget på stedet, når det sker.

Kollaps af isbjerge observeres kun sjældent på satellitbilleder, men den markante situation fra den 16.-17. september 2012 er et godt eksempel på, at det sker af og til. På samme tid sidste år observerede DMI’s Istjeneste et tilsvarende eksempel på et isbjerg, der kollapsede i samme område.

Monitorering af isbjerge

Istjenesten, der er en del af Center for Ocean og Is på DMI, har de sidste par måneder haft særlig fokus på isbjerge situationen i Baffin Bugten.

Overvågningen i området er intensiveret, fordi Istjenesten supporterer en igangværende seismiske undersøgelser i Baffin Bugten. Monitoreringen af isbjerge foregår hovedsageligt ved hjælp af højt opløseligt satellitdata.

En fantastisk is-ballet

For mere end 35 år siden var Søren Sondrup vidne til en lignende hændelse fra på Harefjeldet ved Julianehåb. Det skete i eftermiddagstimerne en dag i overgangen mellem sommer og efterår. Han fortæller levende om oplevelsen til dmi.dk:

For snart mange år siden i midt halvfjerdserne var jeg på en spadseretur på Harefjeldet ved Julianehåb. Det var en dejlig dag med klart vejr og helt uden vind. I fjorden var der havblik, og kun et enkelt stort isfjeld lå på grund midt i området cirka 4,5 kilometer fra kysten.

Mens jeg sad på en sten og nød udsigten blev jeg opmærksom på at isfjeldet skiftede form... Det syntes helt uvirkeligt, men det så ud som om isfjeldet bare voksede og voksede - lidt som en stor nytårsraket, men i super slowmotion. Mit umiddelbare gæt er, at isbjerget nåede en højde over vandet på 40-50 meter.

Efter et stykke tid kom der så et enormt buldrende brag, så jeg nær var faldet ned af stenen. Det store brag må være nået frem til mig op mod femten sekunder efter eksplosionen bedømt ud fra afstanden til isbjerget. Det var et meget langtrukket brag, der gik over i en kraftig rumlen, som fortsatte i ganske lang tid.

Efter endnu et stykke tid kom der en flodbølge, der fik alle de nye isskosser til at danse vildt. Nogle blev kastet op på kysten nedenfor, hvor jeg sad. Hele sceneriet blev ved i lang tid, 30-45 minutter, før der igen faldt ro over fjorden.

Den efterladte kulisse

Som jeg husker det, var et stort område dækket mere eller mindre af isskosser, da is-balleten var slut.

Tætheden var størst i en ring rundt om det sted, hvor det oprindelige isfjeld havde ligget og aftagende jo længere væk fra isbjerget man så.