Iskapper smelter så vandet driver

Ny indsigt i afsmeltningen fra Grønland og Antarktis skal yderligere forbedre modellerne af klodens store iskapper.

Klodens store iskapper smelter langt hurtigere nu, end de gjorde for 20 år siden. Det viser en netop udgivet vurdering af massetabet fra de store landbaserede gletsjere; primært Indlandsisen på Grønland og den kontinentale iskappe på Antarktis.

"Studiet viser, at Grønland og Antarktis har bidraget med omkring 11 millimeter til den globale vandstand siden 1992. To tredjedele kommer fra Grønland og en tredjedel fra Antarktis", fortæller Marianne Sloth Madsen fra Danmarks Klimacenter, DKC, på DMI.

"Grønlands iskappe smeltede cirka fem gange hurtigere i perioden 2005-2010, end den gjorde i 1990'erne. Den mistede årligt i omegnen af 263 milliarder tons is, som svarer til en årlig global havstigning på omkring 0,7 millimeter".

Marianne Sloth Madsen påpeger, at forskerne bag undersøgelsen har fundet god overensstemmelse mellem en række forskellige metoder til vurdering af afsmeltningen.
"På den måde når de frem til et langt mere entydigt resultat end tidligere", siger hun.

Den internationale gruppe af eksperter har benyttet observationer fra forskellige typer satellitter, som har målt ændringen i både isens tykkelse, Jordens tyngdefelt og gletsjernes hastighed.

DMI arbejder sammen med forskerne bag det nye studie gennem EU-projektet Ice2Sea.
"Vi kommer nu til at benytte den nye indsigt i afsmeltningen til at tjekke de modeller, vi anvender, når vi beregner iskappernes fremtid i de kommende 100 til 200 år", slutter Marianne Sloth Madsen.

DMI's model beregner løbende overflade-massebalancen for Grønland, som er et væsentligt element i den totale massebalance. Du kan følge med i de daglige ændringer via linket i 'Værd at Vide'-boksen til højre, hvor du også finder abstract'et fra den videnskabelige artikel.

20. december 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle