Juni og oktober fælles om mindste temperaturhop
Når klimanormalerne for de enkelte måneder sammenlignes med det gennemsnitlige vejr i dekaden 2001 til 2010, er alle gennemsnitstemperaturer steget. Juni og oktober dog kun med 0,3°C.

Den gældende klimanormal er beregnet på data målt mellem 1961 og 1990. Siden er der gået mere end ti år, hvor vejr- og klimatendenser er blevet diskuteret flittigt.
Siden 1990 er det gennemsnitligt blevet varmere på Jorden. Det er også blevet varmere i Danmark.
Sammenlignes klimanormalerne med gennemsnittet af vejret i Danmark fra 2001 og 2010 var det 1,1°C lunere for året som helhed. Klimamormalen for et helt år ligger på 7,7°C, mens dekadegennemsnittet ligger på 8,8°C.
Alle årets 12 måneder var lunere i dekaden end i klimanormalperioden, men der er stor forskel på, hvor meget lunere de var.
De mindste og største temperaturhop
Gennemsnitstemperaturerne for månederne er 0,3 til 1,8°C højere, når dekadegennemsnittet holdes op mod klimanormalerne.


For både juni og oktober er forskellen på dekadevejret og klimanormalen på +0,3°C, hvilket er de mindste temperaturhop. I den anden ende af skalaen ligger april og juli med +1,8°C højere i dekaden i forhold til klimanormal.
Jan | Feb | Mar | April | Maj | Juni | Juli | Aug | Sept | Okt | Nov | Dec | Året | |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1961-90 | 0,0 | 0,0 | 2,1 | 5,7 | 10,8 | 14,3 | 15,6 | 15,7 | 12,7 | 9,1 | 4,7 | 1,6 | 7,7 |
2001-10 | 1,5 | 1,2 | 3,0 | 7,5 | 11,4 | 14,6 | 17,4 | 17,2 | 13,8 | 9,4 | 5,7 | 2,2 | 8,8 |
Temperaturhop | 1,5 | 1,2 | 0,9 | 1,8 | 0,6 | 0,3 | 1,8 | 1,5 | 1,1 | 0,3 | 1,0 | 0,6 | 1,1 |
Næste klimanormal
Klimanormaler opdateres i hele verden hvert 30. år.
Den klimaperiode vi er i nu afsluttes derfor først med udgangen af 2020. Først derefter påbegyndes det meget omfattede arbejdet med beregning af nye klimanormaler for perioden 1991-2020.
21. juni 2012.