Koldeste maj-nat i 13 år
Vi skal tilbage til det foregående årtusind for at finde en koldere maj-nat end natten til mandag.
Med minus 3,4°C oplevede det centrale Jylland mellem Herning og Silkeborg mandag den laveste maj-temperatur målt i Danmark de seneste 13 år.
"Temperaturen var lavest mellem klokken 5 og 6 tidligt mandag morgen lige omkring solopgang", fortæller klimatolog Mikael Scharling, som har gennemgået døgnets målinger i forbindelse med den løbende kvalitetskontrol af data.
Han forklarer, at den for årstiden lave temperatur skyldes en kombination af helt vindstille forhold og skyfrit vejr, der giver mulighed for stor varmeudstråling.
Senest DMI registrerede en lavere temperatur i maj var tilbage i 1999.
"For 13 år siden målte vi minus 3,6°C. Rekorden med minus 8,0°C ligger så langt tilbage som år 1900", siger Mikael Scharling.
Frost i maj er dog ganske normalt. Kun ét eneste år er der ikke målt temperaturer under frysepunktet i maj siden minimum-målingerne startede i 1891. Det var helt tilbage i 1895, hvor ingen DMI-stationer registrerede noget koldere end plus 0,3°C.
"Vi kommer ofte ned på et par graders frost i løbet af maj. Og minus 3,4°C er absolut ikke usædvanligt, når vi kigger databasen igennem. Det er blot nogle år siden, vi sidst har været så langt nede, selv om vi statistisk burde opleve det omtrent hvert andet år" slutter klimatologen.
7. maj 2012.