Kompliceret solplet truer med udbrud
En enorm solplet med nummeret 1515 befinder sig netop nu centralt på solskiven. Det betyder forøget risiko for kraftige, jordrettede soludbrud med magnetisk storm til følge. Nordlys helt ned på danske breddegrader er også en mulighed, men på grund af de lyse nætter er observationsbetingelserne ikke de bedste.
Solplet 1515 er stor - så bred som ti jordkloder. Den har desuden et meget kompliceret magnetfelt, som gør den i stand til at affyre endog meget kraftige soludbrud oppe i den såkaldte X-klasse.
Soludbrud (solar flares) karakteriseres ved styrken af sollyset i det ultraviolette (UV) område og opdeles i tre klasser (C, M, X) med hver ni trin (1-9). Klassen med de største udbrud er X-klassen.
Som følge af 1515's position på solskiven, vil et udbrud fra solpletten sandsynligvis have en stor jordrettet komponent.
Jordens magnetfelt skærmer os mod de direkte virkninger af udbruddet, men hvis udslippet fra soludbruddet rammer Jorden, er der stor risiko for magnetiske forstyrrelser. Udslippet (en såkaldt 'coronal mass ejection' eller CME) er typisk 2-4 dage undervejs fra Solen til Jorden.
Normalt betyder et stort, jordrettet soludbrud gode muligheder for at opleve nordlys over Danmark. Denne gang skal det dog være overordentligt kraftigt nordlys, hvis vi skal have glæde af det. Vi er nemlig inden i perioden med de såkaldte lyse nætter, hvor Solen ikke kommer ret langt under horisonten om natten. Det betyder, at den fortsat skinner på de øvre dele af atmosfæren over Danmark og at himlen derfor aldrig bliver helt mørk. De lyse nætter slutter i starten af august.
Udover nordlys betyder et kraftigt soludbrud desuden risiko for problemer med satellitter og andre systemer, som påvirkes af den såkaldte 'magnetiske storm' der opstår, når partiklerne fra soludbruddet rammer Jordens magnetfelt.
Solplet 1515 er så stor, at man kan se den med det blotte øje, f.eks. gennem et solfilter eller hvis Solen er sløret ved solnedgang. Man må dog aldrig se mod Solen uden øjen-beskyttelse.
4. juli 2012, opdateret den 5. med nye foto.