Landsdækkende varmebølge
Så blev varmebølgen opgraderet fra flere regionale varmebølger til en landsdækkende varmebølge Tre dage i træk har 53% af landet haft maksimumtemperaturer på over 25°C.
Torsdag blev flere regionale varmebølger en realitet, og fredag bliver varmebølgen opgraderet til en landsdækkende varmebølge. I 0,5% af regionen København- og Nordsjælland har de tre seneste dage sågar været over 28°C, og dermed har vi haft en lokal hedebølge.
Definitionen på varme- og hedebølger
Varmebølge: Når gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25 °C, er der varmebølge.
Hedebølge: Når gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28 °C.
Regionale eller landsdækkende varme- og hedebølger
Regionale bølger: Når mere end 50 % af en regionen areal opfylder ovenstående betingelser defineres det som en regional varmebølge.
Landsdækkende bølger: Når mere end 50 % af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser.
Opgradering trods køligere Midt-og Vestjylland
Ganske som forventet blev det køligere i den vestlige del af landet torsdag.Men kun i én region, nemlig Midt- og Vestjylland, blev det areal med temperaturer op over 25°C tre dage i træk mindre. Onsdag var det 24,6% og torsdag var det faldet til 15%.
I alle øvrige regioner voksede arealet, og i København og Nordsjælland var arealet med varmebølgevejr helt oppe på 99,3. Den strøste forøgelse i 'varmeareal' stod Bornholm for, da de øgede fra 0 til 37,4%.
Region | Areal med Tmax over 25°C |
Nordjylland | 1,6% |
Midt- og Vestjylland | 15,0% |
Østjylland | 84,3% |
Syd- og Sænderjylland | 62,7% |
Fyn | 78,1% |
Vest- og Sydsj. samt Lolland/Falster | 73,4% |
København og Nordsjælland | 99,3% |
Bornholm | 37,4% |
Markant vejrskift på vej
Det stabile, solrige og varme vejr bliver natten til lørdag angrebet af en koldfront fra sydvest. Sommervarmen over landet bliver derefter afløst af en markant køligere luftmasse. Dagtemperaturene falder til mellem 15 og 20°C, og sammen med den køligere luftmasse kommer der perioder med skyer og regn eller byger. Omslaget fra 'varmebølge-vejr' til almindeligt skiftende vejr vestfra bliver en markant ændring i vejret.
27. juli 2012.