Lokale isdøgn og koldest i 11 måneder
Bemærk:
Stationen i Tirstrup har over et par døgn været genstand for 'klimatologisk udredning'. Det vil sige, at målingerne fra stationen følges for at fastslå, hvorvidt stationen måler korrekt og repræsentativt. Torsdag eftermiddag kunne DMI's Sektion for Data og Klima så frigive målingerne med et 'ok'-stempel. Dermed er der nye officielle laveste temperaturer for både mandags-, tirsdags- og onsdags-døgnet. Nyheden er tilrettet med de korrekte data.
Natten til onsdag blev den koldeste i 11 måneder. Samtidig var det meteorologiske tirsdags-døgn det første døgn i denne vinter, hvor temperaturen visse steder slet ikke sneg sig over frysepunktet. Fænomenet har betegnelsen 'isdøgn'.
Et isdøgn er defineret som et døgn, hvor temperaturen ved en given station ikke når op til eller over frysepunktet. Det oplevede dele af Danmark i tirsdagsdøgnet, som meteorologisk set løber fra 07.00 tirsdag til 07.00 onsdag.
Der blev således registreret isdøgn i store områder af det centrale Sjælland, det nordøstlige Jylland og på det nordlige Fyn. Også Lolland og Falster og det vestlige Jylland havde enkelte stationer, som ikke nåede at melde om temperaturer på 0°C eller derover i løbet af tirsdagen.
Koldeste i 11 måneder
Natten til onsdag blev tillige den koldeste i år og i denne vinter. Ja faktisk var det den koldeste nat siden natten til den 23. februar 2011; altså i 11 måneder.
Ved Tirstrup på Djursland blev der således registreret minus 9,8°C. Det er 2,4°C lavere end den hidtil laveste temperatur denne vinter på minus 7,4°C målt ligeledes ved Tirstrup tidligt tirsdag morgen.
Onsdag formiddag faldt temperaturen i Tirstrup sågar endnu en tak og vinteren fik en ny 'laveste temperatur' med præcis minus 10,0°C.
Stationsno. | Navn | Landsdel | Temperatur | Tidspunkt |
---|---|---|---|---|
- | Tirstrup | Djursland | -9,8°C | - |
6188 | Sjælsmark | Nordsjælland | -8,2°C | 06.30 |
6060 | Flyvestation Karup | Midtjylland | -8,1°C | 01.10 |
6068 | Isenvad | Midtjylland | -7,2°C | 07.00 |
6120 | Odense Lufthavn | Fyn | -6,8°C | 05.50 |
De lave temperaturer var resultatet af skyfrie og vindstille forhold i en nat, som fortsat er næsten 16 timer lang.
25. januar 2012. Opdateret den 26. januar til at inkludere målinger fra Tirstrup