Månedsmeteorolog øjner 20°C
I ny månedsprognose ser meteorolog Jesper Rasmussen en klar mulighed for sommerlige temperaturer sidst i april.
Et højtryk gør klar til at dominere det danske vejr i en længere periode med sol og varme dage. Det fortæller meteorolog Jesper Rasmussen i sin seneste månedsprognose.
"Alt tyder på en lun og forårsagtig afslutning på april. Det ser endda ud til, at det gode vejr holder et stykke ind i maj", siger han.
Jesper Rasmussen forudser langsomt stigende dagtemperaturer de kommende uger.
"Efterhånden som højtrykket tager over, får vi dage med temperaturer omkring 15°C. Omkring månedsskiftet kan dagtemperaturerne måske nærme sig 20°C".
Sol skulle der også komme en hel del af, ifølge meteorologen. Maj er da også traditionelt en af de mest solrige måneder på året. Nedbør er ikke udelukket, men det begrænser sig formentlig til enkelte byger eller svage fronter uden de mange millimeter.
"Vejret skifter, fordi strømningsmønsteret omkring Danmark ændrer sig. Vi går fra den nuværende lavtryksprægede vejrtype til et dominerende højtryk. Hvor længe højtrykket holder ved er lidt usikkert, men der er antydninger af, at det i hvert fald bliver frem til midt i maj", fortæller Jesper Rasmussen.
Jesper Rasmussen er såkaldt energi- og erhvervsmeteorolog og ekspert i de længererækkende prognoser. Til daglig rådgiver han virksomheder, der har brug for vejrinformationer som rækker ud over de almindelige vejrudsigter.
17. april 2012.