Mild optakt til tre våde døgn i rap
Tirsdag morgen med sol og fuglefløjt er begyndelsen på en mild dag. Men skyer og regn lige syd for grænsen afslører også, at det ikke varer ved.
Temperaturerne er allerede før middag tirsdag oppe på 10-13°C, og inden dagen er omme, forventer meteorologerne, at flere termometrer runder 15°C.
Tre våde døgn, endnu en skylle og en varm slutning
Tirsdag eftermiddag og et døgn frem bliver det vådt. Efter en kort pause i regnen midt på onsdagen, gentager historien sig. Torsdag begynder også våd, men derefter får vi godt et døgn med tørre peioder og mulighed for sol mellem bygerne.
Fra tirsdag eftermiddag til fredag morgen forventer meteorologerne, at vi får to frontpassager adskilt af nogle byger. Samlet set forventer de, at vi får mellem 11 og 22 millimeter regn. Mindst på Bornholm og mest i den nordlige del af Jylland, Sjælland, Lolland og Falster
Efter disse to omgange vand fra oven, driver mildere vejr igen op til os fra sydøst. Polarfronten kommer dermed op på vores breddegrader efter en tid nede over den sydlige del af Europa.
Er vi heldige, når polarfronten - efter endnu en skylle lørdag den 28. april - nord for Danmark. Sker det, bliver der mulighed for de sommerlige 20°C inden kalenderbladet vendes til maj.
Mere nedbør end normalt
Samlet set ligger nedbøren i april 2012 indtil videre på 38 millimeter med udsigt til yderligere en del regn før måneden slutter. Dermed ender vi i år over både april-klimanormalen for periode 1961-1990 på 41 millimeter og dekadenormalen 2001-2010 på 37 millimeter.
24. april 2012.